Huawei Nova og Nova Plus: Pris og tilgængelighed

Huawei har i dag lanceret telefonerne Nova og Nova Plus, men kun den lille model lander i Danmark. Den bliver til gengæld prissat lige så skarpt som Honor 8.

Huawei Nova og Nova Plus: Pris og tilgængelighed

Huawei kunne tidligere i dag afsløre den helt nye produktserie kaldet Nova, som har til formål at appellere til de kvindelige forbrugere, der ønsker en god og lynhurtig smartphone med en større skærm end tidligere – bare pakket ned i en kompakt størrelse.

Læs også: Huawei lancerer kvindemobilerne Nova og Nova Plus

Det leverer de to modeller, Nova og den større Nova Plus, med de relativt fine mellemklasse-specifikationer. Det store spørgsmål er naturligvis blot, hvor meget du skal af med for de to nye telefoner og hvornår du kan købe Huawei Nova og Nova Plus.

Samme pris som Honor 8 – eller muligvis lavere

Ved eventen forud for IFA-messen i Berlin oplyste Huawei kun en europæisk pris på 399 euro, hvilket umiddelbart tegner ganske godt taget i betragtning, at Honor 8 netop er landet i de danske butikker med et prisskilt på 3.499 kroner, efter den blev lanceret tidligere med en europæisk pris på netop 399 euro ligesom Nova lige er blevet.

’Så må Huawei Nova da koste det samme som Honor 8’, ville den oplagte tanke være – og det er heller ikke helt forkert. På nuværende tidspunkt har Huawei i Danmark endnu ikke fastsat en endelig pris på Nova-modellen, men oplyser til Mobilsiden, at den vejledende udsalgspris under alle omstændigheder bliver under 3.500 kroner – så måske ligefrem skarpere prissat end Honor 8.

Læs også: Huawei Honor 8 – Det friske alternativ [TEST]

Derudover kan Huawei oplyse, at den større Nova Plus, hvis eneste forskel er et lidt højere opløst kamera, større batteri og et andet design baseret på Honor 5X, ikke kommer til salg i Danmark. Hvornår du så kan smutte forbi den lokale elektronikforhandler og få et eksemplar med hjem, er så det næste store spørgsmål.

Hvad angår den danske lancering kan Huawei på nuværende tidspunkt kun oplyse et foreløbigt tidspunkt, som hedder i slutningen af oktober måned – altså om omkring en lille måneds tid. Mobilsiden holder naturligvis et vågent øje med nye meldinger fra Huawei om den præcise pris og lanceringsdato.

Huawei Nova: Specifikationer

  • Mål: 141,2 x 69,1 x 7,1 mm
  • Vægt: 146 gram
  • Skærm: 5” Full HD (1.080 x 1.920 pixels), 2.5D kurvet glas
  • Processor: Snapdragon 625, octa-core (2,0 GHz)
  • RAM: 3 GB RAM
  • Lagerplads: 32 GB
  • Kamera: 12 megapixel (1,25 μm, PDAF & CAF) + 8 megapixel. 4K-video og Beauty makeup 2.0
  • Batteri: 3.020 mAh
  • Software: Android 6.0 Marshmallow med EMUI 4.1-tilpasning
  • Andet: USB Type-C, Knuckle sense-teknologi (efter softwareopdatering), 3D fingerprint

Seneste nyt i sagen

Vores redaktion har fulgt op på historien. mobilsiden har holdt fast i temaet. 1/9/2016 gik vi videre med nyheden Huawei lancerer kvindemobilerne Nova og Nova Plus – Den videre historie kan du læse her. Temaet er fortsat relevant. Klik her for de seneste nyheder..