Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Huawei teaser for ny topprocessor i Mate 10

Huawei teaser for ny topprocessor i Mate 10

Huawei teaser igen for Mate 10 og Mate 10 Pro i en ny YouTube-video. Denne gang drejer det sig om den kommende Kirin 970-processor.

Foto: YouTube.com (Huawei Mobile Deutschland)

Præsentationen af Huawei Mate 10 og Mate 10 Pro nærmer sig så småt. Huawei har selv teaset en del for topmodellen og gør det nu endnu en gang. Lige som sidste uges teaser for kameraet er det Huaweis tyske afdeling, der netop har uploadet en skjult YouTube-video.

Læs også: Rygte: Huawei Mate 10 kommer i en Pro-udgave

Ved første øjekast er der ikke noget usædvanligt ved den 31 sekunder lange video, som blot viser en løbende gepard, et kørende tog, en faldskærmsudspringer, formel 1-biler og en rumstation sammen med ordene 'drivkraft', 'fart', 'vilje', 'succes' og 'hurtighed'. Det er altså alle sammen ord, som beskriver den kommende Kirin 970-processor, som skal sidde i Huawei Mate 10 og Mate 10 Pro.



Præcis som forrige teaser har Huawei klemt to små sekvenser ind i videoen, som rent faktisk viser Mate 10 og Mate 10 Pro. Skærmbillederne fra disse afslører dog ikke nær så meget som sidst. På det første billede, som kan ses ovenfor, ses et billede af maskinrummet i Mate 10 og Mate 10 Pro. Kirin 970-processoren får plads til højre for dualkameraet, og meget mere kan der sådan set ikke udledes af det første billede.

Foto: YouTube.com (Huawei Mobile Deutschland)

Det andet billede viser derimod lidt mere. Her ser vi dele af bagsiden og bunden af telefonerne. Billedet viser tydeligvis, at Mate 10 og Mate 10 Pro får hurtigopladning som tidligere topmodeller. Huaweis teknologi går under navnet SuperCharge og kan på nuværende tidspunkt lade Mate 9 op med en strømstyrke på 22,5 watt. Det skulle ifølge Huawei selv give en hel dags forbrug ved blot 20 minutters opladning.

Mate 10 og Mate 10 Pro må formodes som minimum at kunne præstere det samme, da det ses i teaseren, at teksten ’4000 mAh’ er forsøgt streget over. Dermed får de altså samme kapacitet som sidste års Mate 9 og Mate 9 Pro, hvilket også fremgik af sidste uges rygter.

Læs også: Mulige pressefotos af Huawei Mate 10 lækket før tid

Der har også i de foregående uger været forlydender om, at Kirin 970 skulle være verdens første processor med indbygget kunstig intelligens. Hvad en sådan implementering helt præcist indebærer, er endnu uklart, men der ser altså ud til at være store planer med den kommende processor. Regnekraft bliver der i hvert fald masser af. Kirin 970-processoren vil efter sigende bestå af 4 Cortex A73-kerner og 4 øvrige Cortex A53-kerner. Processoren skulle ifølge rygter også allerede være under masseproduktion.

Til sidst viser billedet også den metalramme, som blev vist på lækkede billeder for to uger siden. Der er altså al mulig grund til at tro, at de billeder, vi har set af Mate 10 og Mate 10 Pro, viser den ægte vare.

Selv om mange detaljer efterhånden er kommet frem, må du stadig væbne dig med tålmodighed for at få fat i et eksemplar af Mate 10 og Mate 10 Pro. Huawei løfter nemlig ikke sløret for topmodellerne før mandag den 16. oktober i Berlin.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies