Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Hurra Hurra - Sony Ericsson fylder 5 år

Hurra Hurra - Sony Ericsson fylder 5 år

Nummer fire i verden - en delt andenplads i Danmark. Det er resultatet efter fem år på markedet. Målet for fremtiden er at være blandt de tre største.

I disse dage er det fem år siden at Sony Ericsson blev stiftet, som et samarbejde mellem japanske Sony og svenske Ericsson. Ejerandelen er fordelt med 50 procent til hver.

Målet ved stiftelsen var, inden for fem år, at blive verdens førende aktør i mobilbranchen. Her i 2006, hvor Sony Ericsson kan fejre deres fødselsdag med små japansk/svenske flag, må de se i øjnene at målet ikke er kørt hjem.

Målt på markedsandele i andet kvartal 2006 indtager Sony Ericsson en fjerdeplads med 6,7 procent oplyser Financial Times. Nokia sidder suverent på markedet med 33,5 procent. Plads nummer to har Motorola med 22,5 procent. Samsung udgør med 11,2 procent tredjepladsen. LG befinder sig på plads fem med 6,5 procent.

En af årsagerne til Sony Ericssons fjerdeplads skal findes i, at man ikke producerer telefoner der kan køre den såkaldte CDMA-standard. Dermed udelukkes Sony Ericsson fra en stor del af det amerikanske marked hvor to af de fire største mobiloperatører bruger CDMA, skriver Computerworld.

Nummer to i Danmark

I Danmark kan Sony Ericsson glæde sig over stor tilslutning.

Godt nok sidder Nokia på 50 procent af markedet, men Samsung og Sony Ericsson deler andenpladsen med 20 procent hver. Motorola har sølle fem procent på tredjepladsen. Disse tal blev fornylig fremlagt i Berlingske Tidende.

Nye mål i fremtiden

Sony Ericsson stiller sig ikke tilfreds med en fjerdeplads på verdensplan og en delt andenplads i Danmark. Det nye mål er at komme op blandt de tre øverste på verdensmarkedet.

- "Med tiden skal vi op blandt de tre største", siger topchefen Miles Flint fra Sony Ericsson til Financial Times. Han vil dog ikke sætte dato på målet men betegner en horisont på fem år, som et godt udgangspunkt.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies