Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Hvad hedder sangen? Brug TrackID

Hvad hedder sangen? Brug TrackID

TrackID er navnet på et nyt og gratis program i Sony Ericsson W850i, som er en form for omvandrende musikleksikon. Når du hører en god sang i radioen, aktiverer du programmet, og ti sekunder efter har du oplysninger om titel, kunstner og album.

Hvor tit har man ikke oplevet at høre en sang i radioen, som man gerne ville have. Men hvem var det nu lige kunstneren var, og hvad hed sangen?

Hvis man er meget ihærdig, går man på nettet og søger på radiostationens hjemmeside under det tidspunkt på dagen, hvor sangen blev spillet. Eller også ender det med, at man står hos den lokale pladeforhandler og nynner et par linjer, mens han slår sig på maven af grin.

Den slags pinlige optrin er slut med lanceringen af Sony Ericssons nye, smarte program TrackID, som er en feature på producentens nye slider-walkman W850i.

Med TrackID er det nemt og hurtigt at finde de oplysninger, man skal bruge. Hører du en sang i radioen, trykker du på TrackID i telefonen, som går i gang med at søge i cirka fem til 10 sekunder. Herefter kommer den frem med både sangtitel, kunstner og albumtitel.

I anledning af Sony Ericssons fem års jubilæum blev Mobilsiden.dk inviteret med til et stort pressearrangement i Stockholm. Her blev vi udstyret med W850i-telefoner, så vi kunne anvende TrackID, hver gang vi hørte musik - hvad enten det var fra radioen i taxaen eller om det var musikken fra telefonens Mp3-afspiller. Og det var imponerende at se, hvordan det hver gang lykkedes TrackID at fortælle os, hvem kunstneren var, og hvilken sang, der blev spillet.

Og programmets rækkevidde stopper efter sigende ikke her. Skal man tro Sony Ericsson, skulle man også kunne anvende programmet, når man er til live-koncerter.

Selve programmet TrackID er gratis. Man betaler kun for dataoverførslen, eftersom information sendes via internettet.

Her på Mobilsiden.dk er vi meget begejstrede for programmets muligheder. Som det ser ud nu, kan det bruges til at hente oplysninger om sang, kunstner og album. Men senere er det planen, at man også skal kunne købe musikken direkte via mobilen, hvis man skulle have lyst til det.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies