Hvem sender flest SMS’er og ringer mest?

Den måde vi vælger at kommunikere med omverden på afhænger af, hvilket job vi har. En undersøgelse viser, hvem der er flittigst til SMS'er og opkald.

Hvem sender flest SMS’er og ringer mest?

Der er efterhånden mange måder at kommunikere med resten af verden på. Men hvilken måde vi vælger, hænger tæt sammen med, hvilket job vi har.

Det viser en undersøgelse, som analyseinstituttet YouGov Zapera har foretaget for TDC.

For eksempel sender 38 procent af de studerende mere end 10 sms’er om dagen, og det samme gør 28 procent af sælgerne. For ingeniøren er dette tal kun 6 procent, til trods for at SMS’en oprindeligt blev opfundet for at gøre det nemt for teleingeniører at kommunikere med hinanden.

Indenfor mail-korrespondance fører sælgerne, hvor 34 procent af Danmarks sælgere sammen med 28 procent af lederne og 27 procent af kontorpersonalet sender mere end 20 mails dagligt. Til sammenligning er tallet for både håndværkerne og arbejdsløse 0 procent.

Lederne er flittigst med telefonsamtalerne. 17 procent af både lederne og sælgerne taler i telefon mere end 1 time om dagen. Tallet er kun 2 procent for ingeniøren og 3 procent for den studerende.

Naturlige forskelle

Det er sælgerne, der løber med førstepladsen, som dem der kommunikerer mest skarpt efterfulgt af lederne. Ingeniørerne kommer ind på en sidsteplads, som dem der kommunikerer mindst.

Men det er måske slet ikke så mærkeligt, at vi SMS’er, sender mails eller ringer, afhængigt af det job vi har.

– “Det er helt naturligt, at det job vi har, kraftigt påvirker den måde vi kommunikerer på. Og her er der altså tydeligvis meget forskellige traditioner, alt efter hvilket fag man er i,” siger koncerndirektør for TDC Erhverv, Martin Lippert.