Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Hvilken mobil skal du købe til familien?

Hvilken mobil skal du købe til familien?

Julegave-guide 2010: Står der 'mobiltelefon' på familiens ønskeliste? Mobilsiden.dk guider dig her til de bedste telefoner til både forældre, bedsteforældre og børn.

Overvejer du at købe en mobil i julegave til et familie-medlem? Det kan være svært at overskue udbuddet af mobiltelefoner, men bare rolig - hjælpen er nær! 

Mobilsiden.dk har her listet to gode bud på mobiler til både forældre, bedsteforældre og børn.

Én telefon du kan købe, hvis der er god plads i budgettet, og et bud på en mere budget-venlig model.

Se hele listen nedenfor.

Til Far

Nokia N8 - Dette er Nokia på en helt ny måde! Med N8 giver du en af de bedste smartphones aktuelt på markedet. Den synkroniserer perfekt med arbejds-mails, sociale netværk, kalender og meget mere. Især kameraet på 12 megapixels er værd at bemærke - det tager nogle fuldstændig forrygende billeder.
Pris cirka 3.500 kroner. Læs også testen af Nokia N8. 

Samsung GT-E2370 XCover - Er far håndværker? Så er denne Samsung Xcover et rigtigt godt bud på en særdeles hårdfør mobil. Den er decideret vandtæt, men også ridse- og stød-sikker. Der skal virkelig meget til for at dræbe denne mobil.
Pris cirka 650 kroner. Læs også testen af Samsung XCover. 

Til Mor

Apple iPhone 3GS 16 GB - Der er ingen grund til at købe den nyeste model, forskellen på 3GS og 4 er meget lille og ligger mest i designet. Der findes efterhånden applikationer (eller små programmer om man vil), til hvad som helst. Og på din iPhone ligger de på startskærmen og er nemme at komme til. Her kan du have madopskrifter, strikkeopskrifter, vejret, nyhederne og meget mere lige ved hånden.
Pris cirka 4.000 kroner. Læs også testen af Apple iPhone 3GS.

Nokia X3-02 Touch and Type - Her er en billig, men ny Nokia-model, der på den ene side ligner det, man kender fra tidligere Nokia-mobiler og er nem og intuitiv at bruge, men samtidig er pæn og en helt ok accessorie.
Pris cirka 1.200 kroner. Læs og testen af Nokia X3-01.

Til teenagepigen

HTC Desire (i hvid) - Denne mobil er en meget populær smartphone - ikke uden grund. Den er på mange måder en perfekt mobil, med et brugervenligt styresystem, masser af muligheder for at gøre forsiderne personlige, og altid adgang til mail, Facebook, Twitter, og alle de applikationer du kan have brug for. I farven hvid er det tilmed en model, som ikke alle har, og som er pæn og moderigtig.
Pris cirka 3.200 kroner. Læs også testen af HTC Desire. 

Sony Ericsson Xperia X10 mini - En smartphone i mini-format. Telefonen er lækker og kan alt det, de store også kan. Den er bare mindre. Skærm-størrelsen sætter selvfølgelig sine begrænsninger, men den er ellers både lille, lækker og har et super godt kamera. Her har du din mail, Facebook, spil og applikationer lige ved hånden, og uden at det fylder noget.
Pris cirka 1.400 kroner. Læs også testen af Sony Ericsson Xperia X10 mini. 

Til teenagedrengen

Samsung Galaxy S 8GB - Her er en gadget, som alle drenge vil elske. Den har den absolut pæneste skærm på markedet pt, og den nyeste version af Android-styresystemet. Skærmene kan tilpasses med Facebook-opdateringer, vejrudsigter, batterikontrol og meget mere.
Pris cirka 3.200 kroner. Læs også testen af Samsung Galaxy S. 

HTC Wildfire
- Her er et godt bud på en begynder-smartphone. Den kan det samme som de større smartphones, bare i en nedskaleret størrelse og med lidt dårligere specifikationer. Men funktionerne fejler ikke noget. Du har stadig din mail, Facebook, Twitter med mere lige ved hånden.
Pris cirka 1.900 kroner. Læs også testen af HTC Wildfire. 

Til Bedsteforældrene

Emporia Elegance - Her er en decideret ældre-mobil, men en lækker en af slagsen. Store knapper, tydelig skrift i displayet, nemme genvejstaster og god, høj lyd. Samtidig er den pæn og skriger ikke "ældre-mobil" til himlen.
Pris cirka 1.200 kroner. Læs også testen af Emporia Elegance.

Nokia 3710 Fold - Dette er ikke en decideret "ældre-mobil", men alligevel et rigtig godt bud på en telefon til den ældre generation. Tasterne er forholdsvis store, nemme at ramme, og menuen er enkel og overskuelig. Lyden er god, og fordi det er en klap-telefon skal man ikke bekymre sig om tastelås, og kommer ikke uforvarende til at ringe op fra lommen.
Pris cirka 1.000 kroner. Læs også testen af Nokia 3710 Fold. 

<strong>Fakta</strong>: Alle priser er hentet fra <a title=Mobilpriser.dk den 13. december 2010. Alle priser er uden abonnement." />
Fakta: Alle priser er hentet fra Mobilpriser.dk den 13. december 2010. Alle priser er uden abonnement.

Glædelig jul fra Mobilsiden.dk

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her


Kommentar

Schwartz 13-12-2010 21:27:17

Forstår slet ikke at man vil gi' en nokia N8, HTCs Desire er formentlig den bedste for tiden.

iPhone 4 går for let i stykker for en mand, og der er måske stadig for meget tankpasser over en Nokia Fon...

Jeg sir' det bare :-)

0 0
Henriette 13-12-2010 21:13:31

Og prøv nu lige og accepter at der er ekstremt mange mobiltelefoner derude, og størstedelen er gode til alle og enhver, kun afhængig af personlige behov og smag. Mobilsiden.dk har blot valgt de modeller, som DE mener er bedst til målgruppen. Det er jo ikke fordi i SKAL købe emporia elegance, eller iPhone 3gs, bare fordi i læser artiklen. Det er jo kun forslag :)

0 0
Henriette 13-12-2010 21:08:54

Hører mange steder at det er dumt at købe mobiltelefon inden jul - er det rigtigt? Sætter butikkerne mobiltelefoner (uden abonnement) ned, når der kommer januarudsalg?

0 0
Gizmo 13-12-2010 14:07:59

Det er det mest absurd tekst, iphone 4 retina skærm er meget bedre end 3gs, der er ny kamera der tage bedre billede og kan optage HD video. Der er kommer led lamp på. Der er facetime, gyroscope og andre til. Til hunkøn er bedre design iphone 4 absolut et plus. 512 mb hukommelse, så kan man køre flere app samtidig. Hvorfor giver man bare ikke ekstra 700 for en iphone 4.. "forskellen på 3GS og 4 er meget lille og ligger mest i designet", åndssvag sludder

0 0
May Frederiksen 15-12-2010 15:37:29

Hej Gizmo,
den her tekst er jo til folk, der ikke går meget op i mobiltelefoner - for dem der gør det ved udemærket, hvad de vil ha' og hvad de ikke vil ha.
Selvfølgelig har du ret i, at der er forskel, men det vil den almindelige mobil-bruger (for det meste) ikke opdage. Derfor anbefaler vi at man spare de penge, og køber 3GS.
Glædelig jul :)
Mvh. May, mobilsiden.dk

0 0
13-12-2010 12:13:39

Jeg bliver sgu lidt fornærmet på mine forældres vegne, når de skal prakkes sådan et hjælpemiddel på. Følger der et gult armbånd med, med tre sorte prikker på? og en førerhund? Man bliver jo hverken blind eller idiot af at fylde 70, eller 80, eller 90. De mobilbrugere som ikke interesser sig for mobiler på højt niveau men som gerne vil bruge tidens sociale netværk på deres mobiler, hvad kan man købe til dem? Og hvorfor?

0 0
May Frederiksen 15-12-2010 15:41:43

Hej Jesper,
jeg er ked af, at du bliver fornærmet. Du har ganske ret i, at der er brugt en del stereotypisering - det er desværre nødvendigt, når man laver den slags. Der er dog faktisk en hel del ældre (70+), der køber deciderede ældremobiler, ala Doro og Emporia. Faktisk har vi valgt Nokia-modellen (som jo ikke er en ældremobil) for at vise, at der også findes enkel mobiler, som ikke er deciderede ældremobiler. Håber du kan se igennem det, tage hvad du kan bruge, og lade resten ligge :)
Mange julehilsner
May, mobilsiden.dk

0 0
13-12-2010 11:31:06

Men hvorfor?

Jeg gad godt se nogle argumenter for de enkelte valg. Mobilerne til bedsteforældrene er logiske, men resten. Desuden kan jeg forstå den med N8, den skulle vel med og har personligt svært ved at forestille mig andre end fædre med tålmodig til Symbian 3.

Men resten:

Hvorfor er en HTC Desire i hvis et bedre køb til teenagepigen end en Galaxy S eller en iPhone 3gs?

0 0
kinoha 13-12-2010 11:11:39

Er udsolgt rigtig mange steder - og først forventet levering medio januar (kan dog enkelte steder fås i f.eks. orange). Har nu i 1 måned forsøgt at få en sort med abonnement - men den forventede levering idag er nu udskudt til medio januar. Holder Nokia mon tilbage til "fejl og mangler" er klaret ?

0 0

Om brug af cookies