Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Hvorfor?! ...spiller teenagere musik fra mobilens højttalere i toget?

Hvorfor?! ...spiller teenagere musik fra mobilens højttalere i toget?

Når unge mennesker i toget hører musik, sker det ofte fra mobilens højttalere. Men hvorfor...?

Oplevelsen bliver mere og mere udbredt. Du sidder i toget, da en gruppe teenagere kommer gående igennem kupéen. Den ene af de unge mennesker bærer på en mobil, hvis skrattende højttalere gengiver en hult lydende udgave af et af de nyeste hits fra musikkens verden.

Ifølge sociolog og ekspert i forbrugeradfærd Eva Steensig fra Lighthouse CPH er det et godt eksempel på en helt fundamental samfundsudvikling, hvor de individuelle behov er blevet vigtigere end hensynet til andre mennesker.

 - "Det er formentlig en konsekvens af, at vi igennem 20 år har kunnet retfærdiggøre stort set hvad som helst med, at det er vigtigt for individet med selvudvikling. Der har i hvert fald været nogle uskrevne regler om, hvordan man opfører sig i det offentlig rum, som ikke eksisterer i samme grad længere. Det betyder blandt andet, at man føler, at det er i orden at gå igennem en togkupé med musikken for fuld skrue," siger Eva Steensig til Mobilsiden.dk

Der kommer flere restriktioner

Musikafspilningen er imidlertid ikke den eneste grænse, mobiltelefonen har været med til at rykke i det offentlige rum.

 - "Folk synes, at det er i orden at involvere alle andre i deres privatliv ved at tale i mobiltelefon i offentligheden. Et andet fænomen som eksempelvis happy slapping vidner jo om, at man ikke har den der automatiske regulator for egen adfærd. Der er rigtigt mange - især i den unge generation - der ikke har indlejret det filter for, hvad man gør i det offentlige rum", siger Eva Steensig.

Hun mener, at de senere års store fokus på individets frihed har betydet, at vi begynder at indføre restriktioner, som hjælper os til at færdes i et samfund uden disse sociale filtre.

- "Blandt andet bliver det fortalt, hvor vi må ryge, og hvor vi ikke må ryge. Det kan da godt være, at vi en dag bliver nødt til at sætte skilte op, der siger, at musik fra højttalere ikke er tilladt i toget," siger Eva Steensig.

Så næste gang du ser en teenager med skrattende musik, så bed dem lige om at styre deres ego. Vi skal jo alle være her...

Læs også:
Hvorfor?! ...var der bogstaver på drejetelefonen?

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her


Kommentar

Chris Bastrup 18-07-2009 12:40:53

Så vidt jeg husker at have læst et sted, sikkert på KODAs hjemmeside så er det ulovligt at spille musik på offentlige steder uden en tilladelse til dette, så faktisk er det vel og tilmed ulovligt at spille musik på sin mobil uden bruge af headset i offentlig rum?

0 0
Jeppe 17-07-2009 15:35:00

"[...] Det kan da godt være, at vi en dag bliver nødt til at sætte skilte op, der siger, at musik fra højttalere ikke er tilladt i toget [...]"

Dette ses allerede i lande som England fx. I mange af deres busser er der et fint skilt om at man ikke må høre musik højt, eller spise mad der lugter :)

Men for mit point of view er det klart mangel på respekt for andre. Når man er ude i det offentlige må man have respekt for folk omkring sig, også må man fx lige vente med musikken, til man er kommet ud af bussen.

0 0
Kim Harder 21-03-2009 11:42:56

Ja det er ikke et hak bedre end når en bil med unge menesker kommer buldrende ned ad gaden med vinduerne åbne og fuld knal på musikken. Finder det på sin plads, at menesker, som er så vild med at dele deres musik smag med os andre også skal betale ekstra til copidan, lige som butikker, som bruger musik i deres salgs lokaler. Så ville vores kunstnere og musikere kunne blive rigtig rige, også selv om CD salget er dalene.

0 0
Mobilsiden.dk 22-03-2009 21:27:30

Hej Kim - interessant pointe :-)

0 0
Lasse 20-03-2009 16:36:03

Jeg tror nu også at det er et modefænomen. Hvis man lægger mærke til det, er det oftes ikke de "normale" teenagere, dem som er klædt normalt, men de poppede klædt, med gucci og luis vitton og for meget hårvoks og foundation. Og desuden også "Brian" typerne, hvis i kender dem (stor muskuløse fyre der prøver at spille smart) og de fyre hvor deres kasket nærmest ikke rør hovedet :)
Det virker som om de nu også vil trække opmærksomhed, ikke bare på deres look, men også med deres musiksmag.

Jeg er selv 19 år og hader når folk høre musik uden headset. Jeg synes det er uhøfligt at gøre, og kan da virkelig ikke forstå at man vil ødelægge god musik på den måde, når fx SE kommer med fede headset.
Håber da DSB indsætter et forbud, da det kan være lidt irriterende når man pendler, og der ikke lige er plads i stillevognen :)

0 0

Om brug af cookies