Hvorfor?! …var der bogstaver på drejetelefonen?

Man kunne hverken sende sms-beskeder eller e-mails fra de gamle drejsekivetelefoner. Alligevel var bogstaver vigtige, når man ville i kontakt med hinanden.

Hvorfor?! …var der bogstaver på drejetelefonen?

De fleste af os kender den. Enten har vi selv prøvet at benytte én, eller også kan vi huske den fra gamle danske film. Det drejer sig om den gammeldags drejetelefon, som oprigtigt hedder en nummerskivetelefon.

Nummerskivetelefon var forud for sin tid ved at være udstyret med bogstaver, allerede inden sms-beskeder og e-mails var blevet opfundet. Men bogstaverne var rent faktisk en del af den udvikling, der betyder, at vi i dag blot kan taste et nummer for straks at ringe op til en anden telefon.

 – “I rigtig gamle dage skulle man dreje på et håndsving for at få kontakt til sin egen lokale telefoncentral, hvor der så var en telefonist-inde, der stillede én igennem til det ønskede nummer. I 1920’erne begyndte de halvautomatiske telefoncentraler at komme frem. Det betød, at man ved hjælp af en bogstav-kombination selv kunne ringe til modtagerens central,” siger Liv Skovholm, der er kommunikationschef ved Post & Tele Museum, til Mobilsiden.dk.

Telefonens bogstaver fungerede derfor som en form for områdenummer, der kunne findes i telefonbogen, hvis man var i tvivl.

 – “Eksempelvis var der en central, der hed ‘Gentofte’. Så drejede man først ‘GE’ og så derefter telefonnummeret,” fortæller Liv Skovholm.

Bogstaverne bruges på andre måder i dag

Der skulle gå cirka 30 år, før de halvautomatiske telefoncentraler stille og roligt blev offer for den mere moderne teleudvikling. I 1950’erne begyndte man således at gøre nummerskivens bogstaver overflødige ved at indføre fuldautomatiske centraler.

Ifølge Liv Skovholm foregik udvikling ikke i det samme tempo over hele landet, da telefonselskaberne dengang var delt op i lokalområder.

– “I det meste af 1900-tallet havde man Fyns Kommunale Telefonselskab, Jydsk Telefon-Aktieselskab, Sønderjyllands Telefon og KTAS (Kjøbenhavns Telefon Aktie-Selskab, red.). De har kørt med hver deres udvikling, som er begyndt på forskellige tidspunkter,” siger Liv Skovholm.

Selv om bogstavs-kombinationerne er lagt på hylden herhjemme, lever de videre i bedste velgående i udlandet. Her er idéen imidlertid blevet overført til markedsføring og lignende.

Eksempelvis reklamerer det australske hostingfirma Ultra Serve med, at kunderne kan ringe på 1800 HOST ME – det vil sige 1800 4678 63. Selv i det populære amerikanske tv-program American Idols skal seerne eksempelvis stemme via 1-866-IDOL-XX. De to sidste cifre afhænger af, hvilken deltager der skal modtage stemmeregistreringen.

I Danmark er der ikke tradition for at anvende bogstaver i forbindelse med markedsføring.