Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   I 2015 vil der være flere abonnementer end mennesker på jorden

I 2015 vil der være flere abonnementer end mennesker på jorden

Ericsson har taget et kig på det globale mobil-landskab i deres Mobility Report, her er nogle af højdepunkterne.

Ericsson er en af verdens førende leverandører af teknologi og services til teleoperatører, fra tid til anden giver de en data-drevet indsigt i det globale mobil-landskab baseret på omfattende målinger af datatrafik over hele verdenen. Denne indsigt i trafik- og markeds strømninger munder ud i en Mobility Report som vi kigger nærmere på her.

Der er nogle ganske interessante emner i denne rapport, først et kig på antallet af abonnementer, dernæst på udviklingen af mobil datatrafik mellem 2013 og 2019 samt et lille kig på udviklingen af LTE-netværk og det stigende behov for data.

Abonnementer (telefon og mobilt bredbånd)

Antallet af mobilabonnementer steg cirka 7 procent i første kvartal af 2014 sammenlignet med første kvartal af 2013, hele 120 millioner nye abonnementer er oprettet i de første tre måneder af 2014 alene. Antallet af mobile bredbåndskunder sted med hele 35 procent sammenlignet med samme periode sidste år.

Denne udvikling kan tilskrives specielt fem lande som udgør mere end 50 procent af alle nye abonnementer i 2014, i aftagende rækkefølge er det Indien, Kina, Indonesien, Thailand og Bangladesh.

I første kvartal var cirka 65 procent af alle telefoner smartphones, sammenlignet med 50 procent for et år siden, der er altså stadigvæk væsentligt større salg i smartphones, på verdensplan er det dog kun cirka 35 procent af alle telefoner, der er smartphones. Det forventes at fordelingen vil vende i 2016 hvor der altså vil være flest smartphones.

Antallet af abonnementer forventes at stige fra 6,8 milliarder i 2014 til 9,2 milliarder i 2019. Her er det interessant at notere at mobilt bredbånd forventes at stå for cirka 80 procent af alle abonnementer, sammenlignet med 30 procent sidste år.

Et andet interessant aspekt er, hvordan teknologien fordeler sig i regionerne, der er store forskelle på udbredelsen af 4G/LTE abonnementer. Det forventes at LTE vil dominere i nordamerika i 2019, hvor vesteuropa kun forventes at have cirka 50 procent LTE abonnenter i 2019, denne udvikling kan tilskrives det meget modne 3G netværk vi har.

Mobiltrafik i første kvartal 2014

Den første graf viser udviklingen i den totale globale data- og tale trafik målt i petabytes, på blot et år er den brugte mængde data steget med intet mindre end 65 procent - sammenlignet med sidste kvartal af 2013, steg data trafikken med 15 procent. Eftersom smartphone abonnementer forventes at tredobles frem til 2019, forventes der dermed også en kraftig stigning i behovet for data.

Der er naturligvis store regionale forskelle i behovet for data, her i Europa forventes behovet at stige med en faktor 8 hvor Asiens forbrug forventes at stige med en faktor 12, hovedsageligt på baggrund af de mange nye mobilabonnementer. Nordamerika vil have en mindre andel af det globale datamarked i 2019, det skyldes at smartphone markedet forventes mættet (90 procent smartphones allerede i 2016) før alle andre regioner.

Kilden til brugen af mere data er i høj grad video, i 2019 forventes video at stå for 50 procent af al mobil datatrafik. Diverse sociale netværk stod for 10 procent i 2013, brugen forventes at stige med en faktor 10 frem til 2019, men den procentvise andel forventes at forblive 10 procent.
Der er i denne henseende en vis usikkerhed idet nye teknologier og enheder kan ændre forbrugsmønstret. Større skærme, videooptagelse i højere kvalitet og reklamer der i højere grad benytter video er nogle af de bærende årsager til den større brug af video.

Det stigende behov for data skal i første omgang imødekommes af udrulningen af ny teknologi, i særdeleshed LTE. Det forventes at i 2019, vil 65 procent af jordens befolkning være dækket af LTE netværk, cirka 80 procent af alle europæere.

Der forventes dog utrolig store regionale forskelle i antallet af LTE-abonnementer. Det forventes at blot 30 procent af mobilabonnementerne i Europa vil være LTE i 2019, tallet i Nordamerika er 85 procent. Dette tilskrives i høj grad det stærke 3G netværk her på hjemmefronten.
I Kina forventes det at man i 2019 når over 700 millioner LTE-abonnementer, hvilket på det tidspunkt vil udgøre 25 procent af det globale antal LTE-abonnementer.

Begrænsede dataplaner holder os tilbage

En undersøgelse foretaget i USA og England har forsøgt at kortlægge hvad der holder os tilbage fra at bruge mobilnetværket i stedet for WiFi, ikke overraskende er svaret at prisen på dataplaner samt netværkets ydeevne gør, at man vælge WiFi.

Dog bliver det interessant når man sammenligner brugere i USA som har data abonnementer med og uden loft. Dem som ikke føler at de skal holde sig inden for en mængde data, bruger 64 procent mere data på det mobile netværk, og blot 9,5 procent mere data på WiFi netværk - men mere data over begge former for netværk.
Det samme mønster ses hos en forbruger fra England, et abonnement uden loft på data får dem til at bruge 100 procent mere data i mobilnetværket, dog falder brugen af WiFi netværk med cirka 16 procent.

Det er måske ikke synderligt overraskende at man bruger mere data hvis det er til rådighed, men det indikerer at de mobile bredbåndsoperatører står med en uudnyttet efterspørgsel efter data i deres netværk. Noget vi måske så småt vil se løsninger på i form af innovative abonnements strukturer designet til at tiltrække mere trafik.

Det er ingen hemmelighed at de mobile netværk bliver bedre år for år med hensyn til hastigheder og latenstid, det skulle derfor være muligt at benytte mere optimale tilbud til kunderne, som vej til øget vækst.

Har det interesse, kan der læses mere i Ericssons mobility report ved at følge kildelinket.

Kilde: Ericsson

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies