Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   In Case of Emergency

In Case of Emergency

Politi og Falck bruger kun sjældent mobiltelefonen til at komme i kontakt med pårørende til tilskadekomne. Så at lave en 'In Case of Emergency"-liste i mobilen, er ikke en brugbar løsning mener politi og Falck.

På det seneste har den ene e-mail efter den anden dumpet ind i indbakken med besked om, at man bør oprette sine nærmeste pårørende under ICE under mobiltelefonens kontaktliste. Formålet skulle være, at politi og redningsfolk i tilfælde af en ulykke nemmere vil kunne komme i kontakt med pårørende.

I de forskellige e-mails, der florerer på nettet, er det forskellige redningsfolk eller tjenester, der opfordrer til at bruge nogle få minutter på at oprette ICE. Men informationschef i Københavns Politi Flemming Steen Munch advarer ifølge Ekstra Bladet mod at videresende disse mails. Politi og redningsfolk bruger nemlig sjældent mobiltelefonerne til at komme i kontakt med pårørende til tilskadekomne.

Har politiet ikke andre muligheder, kigger de i mobiltelefonen, men det vil aldrig være førstevalget.

Hvis mobiltelefonerne ligger løst, kan det være svært at finde ud af, hvilken der tilhører hvem, ligesom man kan komme til at underrette de forkerte pårørende. Og det ønsker man jo ikke, siger Flemming Steen Munch. For at ICE skal kunne virke, skal telefonen være tænd eller ikke være låst med en PIN-kode. LIgeledes skal man være varsom med at gøre for mange private oplysninger tilgængelige i mobiltelefonen.

Falcks korpslæge Sven Trautner har ifølge Ekstra Bladet brugt måneder på at undersøge, om idéen kunne være brugbar, men han er kommet frem til, at idéen ikke kan anvendes.

De e-mails, der hævder at være fra Falck-reddere, er således ikke et udtryk for en generel holdning hos Falck. Han nævner problemer, som dem Flemming Steen Munch er kommet med og tilføjer, at ICE-oplysningerne skal være opdaterede for at kunne bruges.

Idéen bag ICE stammer fra England, hvor politiet havde problemer med at kontakte pårørende i forbindelse med bombesprængningerne i London i 2005. Dengang var vi på mobilsiden.dk også hurtig til at opfordre til at bruge et par minutter på denne idé. Til forskel fra Danmark har man i England ikke et nationalt cpr-register og mindre end 20 procent af englænderne har brugbar identifikation på sig.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies