Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Intel vil også skrotte jackstikket til fordel for USB Type C

Intel vil også skrotte jackstikket til fordel for USB Type C

Teknologikæmpen Intel ser ikke længere nogen fremtid i det analoge 3,5 mm jackstik i smartphones og computere. Fremtiden er i stedet i USB Type C.

Der er på meget kort tid sket noget af et holdningsskifte til det traditionelle 3,5 mm jackstik, der er implementeret i godt og vel alle smartphones, computere og meget andet elektronik. Jackstikket har mange, mange år på bagen, og nu er tiden kommet til at tage skridtet videre og skifte den måske sidste analoge port ud på meget elektronik til en digital erstatning.

Derfor har Intel fremsat en række bud på, hvordan fremtiden ser ud for tilslutning af lyd til elektronik. Ved Intels Developer Forum i Shenzen i Kina har it-giganten ifølge Anandtech holdt op et oplæg, hvori det fremgår, at Intel ser USB Type C som værende fremtidens universelle standard - ikke kun på smartphones og tablets med Android og Windows, men på på tværs af alle styresystemer og producenter.

Læs også: Vrede Applekunder: Intet jackstik i næste iPhone

Intel mener, at det er tid til en mere tidssvarende løsning, der kan rumme smartere funktioner end f.eks. optagelse med mikrofoner og styring af musik med knapper i headsets, der gennem tiden er blevet presset ind i det analoge stik. Derfor er tonen klar fra Intel: Skrot det 3,5 mm jackstik og brug USB Type C i stedet for.

Her ses nogle af de ændringer, som Intel mener, der skal til.
Her ses nogle af de ændringer, som Intel mener, der skal til.

Digital lyd bliver fremtiden

Intels tanke er, at USB Type C-porten både vil kunne muliggøre analog og digital lyd alt efter produktet, der tilsluttes. Det vendbare USB Type C-stik er nemlig udstyret med to analoge pins netop til at overføre lyd og data analogt hvis nødvendigt uden at påvirke datahastigheden eller andre funktioner i standarden.

Læs også: Apple udvikler nyt headset til jack-fri iPhone 7

En anden årsag til, at Intel taler så varmt for afskaffelsen af jackstikket til fordel for USB Type C, er at virksomheden er en vigtig medpart i tilblivelsen af den såkaldte USB Type-C Digital Audio-standard, der lige nu er under udarbejdelse.

Arbejdet består i at gøre standarden til digital USB-lyd lige så nem og anvendelig som nutidens analoge tilslutning, men samtidig gøre det muligt for headsets at bruge egne forstærkere og DAC-enheder (digital-to-analog converter), som lige nu er at finde direkte inde i smartphonen og computeren.

Læs også: Sådan kan iPhone 7 se ud uden 3.5 mm jackstik

Headsets der selv udstyres med visse komponenter kan potentielt få opgraderet sin software i fremtiden, hvor lydkvaliteten kan forbedres og funktionaliteten øges gennem tiden. Digitale headsets vil dog være lidt dyrere i anskaffelse end analoge, men prisen kan nedbringes over tid ved at øge produktionen af komponenterne og ved at teknologien gradvist udvikles og forbedres.

iPhone 7 kan meget vel se sådan her ud nedenunder uden det velkendte jackstik.
iPhone 7 kan meget vel se sådan her ud nedenunder uden det velkendte jackstik.
Foto: behance.net

Jackstikket forsvinder i iPhone 7

Det forventes, at Apple lancerer iPhone 7 uden det analoge jackstik, men det bliver med sandsynlighed med Apples egen Lightning-port som erstatning og altså ikke USB Type C.

Læs også: Nu forsvinder jackstikket fra de første smartphones

Der vil i så fald være to forskellige teknologier i spil, når der formentligt skal indkøbes nyt headset i fremtiden. De første Android-smartphones uden 3,5 mm jackstik er nemlig så småt begyndt at blive lanceret sammen med USB Type C-lydtilbehør, og hvis først Apple tager skridtet, skal der nok for alvor komme skub i udviklingen.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies