Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Interview: Skype til Symbian på vej

Interview: Skype til Symbian på vej

Skype til Symbian-platformen og lavere processorkrav til Windows Mobile enheder er blot nogle af de ting, vi har i vente fra Skype i den nærmeste fremtid. Vi har talt med chefen for Skype Mobile.

Skype skal væk fra computeren og ud på mobil telefonerne. Første skridt er taget med trådløse telefoner som ikke kræver at computeren er tændt.
Skype skal væk fra computeren og ud på mobil telefonerne. Første skridt er taget med trådløse telefoner som ikke kræver at computeren er tændt.

Mobilsiden.dk har spurgt Eric Lagier, som er chef for Skype Mobile, om, hvad fremtiden bringer fra deres side af.

Som de fleste nok ved, har Skype sat sig rimelig grundigt på ”voice-over-ip” markedet, men ofte har man været begrænset til sin egen hjemme-pc, hvis man ville bruge Skype. Planen er at gøre Skype væsentlig mere mobil - de første skridt er allerede taget, men der er meget mere på vej.

”Vi bevæger os væk fra PCen med DECT telefoner, wi-fi-telefoner og programmer til Windows Pocket PC” siger Eric Lagier.

DECT- og wi-fi-telefonerne er allerede blevet introduceret, hvilket er et skridt i den rigtige retning når målet er fuld mobilitet med en kombineret GSM/Skype telefon.

Som det ser ud nu, er man ikke bundet til en computer på samme måde som før. Man behøver nemlig ikke at have sin PC tændt for at benytte Skype. Yderligere kan man jo tage sin Skype-konto med sig over til vennerne med wi-fi modellerne.

Skype taler i øjeblikket med nogle af de største håndsæt-udviklere, blandt andet Nokia og Motorola, om en kombineret løsning. Allerede nu har vi i Danmark set en Nokia og en Samsung-model, som kan skifte imellem GSM og det trådløse netværk. Telia er dog indtil videre de eneste, som udbyder UMA teknologien, som det hedder.

Ifølge Eric er man dog ikke så bange for denne nye teknologi:

”Med UMA i den konstellation som den bliver sat op af mange mobiloperatører, ser det ud til, at man forsøger at indkapsle wi-fi teknologien til at følge GSM standarden”, siger han.

Desuden mener han, at den prisstruktur, som hidtil er set, ikke er skarp nok til at kunne konkurrere til det produkt, Skype vil kunne levere.

Skype til Symbian inden 2007

Allerede i februar måned til 3GSM kongressen fortalte Eric, at man var i gang med at udvikle et program, som skal kunne køre på Symbian modellerne. Dengang hed tidsfristen andet halvår af 2006. Ifølge selv samme person ”ser det ud til at være ved at lykkedes”. Tidsfristen som hed senest slutningen af december, lader altså til stadigvæk at holde stik.

I den seneste tid har der verseret rygter i andre medier om, at Skype ikke ville nå den oplyste tidsfrist. Men der er ifølge Eric tale om en misforståelse:

"Skype er stadigvæk "on track" til at præsentere Skype til Symbian inden udgangen af 2006" siger han.

Der arbejdes også på at sænke kravene til enheder, som kører Windows Mobile. Som det ser ud nu, kræver Skype en processor på minimum 312 Mhz for at køre optimalt. Mange nyere Windows Mobile enheder lever ikke helt op til dette krav, men ifølge Eric arbejdes der konstant på at sænke kravet til processoren, så man vil kunne understøtte mange flere enheder.

Indtil videre må vi bare vente og se, hvad næste træk fra VoIP giganten bliver. Der er ingen tvivl om, at mange folk med Symbian enheder efterhånden godt kunne tænke sig at der blev kastet noget i deres retning.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies