Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   iPhone 6s har mere RAM, men mindre batteri end iPhone 6

iPhone 6s har mere RAM, men mindre batteri end iPhone 6

Apple undlod fuldstændigt at snakke om flere vigtige specifikationer for iPhone 6s ved onsdagens præsentation. Nu er flere af disse oplysninger ude.

Straks efter den store event i onsdags, hvor iPhone 6s og 6s Plus, et nyt Apple TV og en stor 12,9” iPad Pro blev fremvist, offentliggjorde Apple specifikationerne for produkterne.

Ved præsentationen sprang Apple dog over flere vigtige oplysninger om hardwaren af den nye iPhone 6s, og i de nærmere specifikationer fremgår de heller ikke. Det drejer sig om mængden af RAM eller hukommelse samt kapaciteten af batteriet.

Læs også: Sammenligning: Her er forskellen mellem iPhone 6S og 6

Siden da er disse oplysninger dog dukket op ad forskellige kanaler. Den første oplysning stammer fra hjemmesiden Reddit, hvor en bruger har adgang til en Apple-portal for samarbejdspartnere. Herinde fremgår flere oplysninger om de nye produkter, som endnu ikke er tilgængelige for offentligheden.

Brugeren kan således afsløre, at Apple skruer op for mængden af RAM fra 1 GB i iPhone 6 til 2 GB. Du kan med andre ord have langt flere apps og processor kørende i baggrunden, uden at iOS 9 begynder at brokke sig over manglende hukommelse. Taget i betragtning at konkurrenterne både introducerer smartphones med 3 og 4 GB RAM er det givetvis også en kærkommen tilføjelse.

Et udsnit af videoen fra Apple afslører, at batteriet i iPhone 6s har en kapacitet på 1.715 mAh.
Et udsnit af videoen fra Apple afslører, at batteriet i iPhone 6s har en kapacitet på 1.715 mAh.

Batteriet i iPhone 6s er mindre forgængeren

Selv om iPhone 6s ikke har forandret sig på det ydre, gemmer der sig mange ændringer bag den nu lidt tykkere aluminiumsramme. En promoveringsvideo fra Apple afslører meget kort, at batteriet er skrumpet en lille smule til 1.715 mAh. iPhone 6 gemmer på et batteri med en kapacitet på 1.810 mAh, hvilket ifølge Apple selv svarer til 14 timers tale eller 10 timers internetbrug på 3G, 10 timers internetbrug på 4G eller 11 timer på WiFi.

På oversigten over specifikationer for iPhone 6s nævner Apple dog intet om, hvor lang tid den kan klare lignende opgaver. Faktisk er alle tallene blot erstattet af x'er. Om det betyder en dårligere eller den samme batteritid end forgængeren, vil endnu vise sig.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies