Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   iPhone 7 giver konkurrenterne bank i ny hastighedstest

iPhone 7 giver konkurrenterne bank i ny hastighedstest

Apples A10 Fusion-processor i den nye iPhone 7 slår alle Android-konkurrenterne med længder i den populære benchmark-app Antutu til at teste ydelsen.

Foto: Mobilsiden.dk

Det kan godt være, at Apples iPhones - inklusiv den nye iPhone 7 - ikke ser ud af meget, når man tager et kig på specifikationerne. Èn ting er dog hvad der står på papiret; en anden ting er hvad de rent faktisk er i stand til at yde i virkeligheden.

Apple har altid haft ry for at få utroligt meget ud af ingenting med de mange optimeringer, der kan lade sig gøre, når Apple er inde over alt fra hardware til software. Det understreges endnu en gang med den nye iPhone 7, efter den er blevet testet i den udbredte app til at måle ydeevnen, Antutu.

Læs også: iPhone 7 og 7 Plus: Sådan lyder de første anmeldelser

I et testresultat delt af den officielle Antutu-profil på det kinesiske sociale medie Weibo fremgår det nemlig, at iPhone 7 scorer et samlet resultat i hastighedstesten på intet mindre end 178.397 point. Men hvor hurtig er den nye iPhone 7 så? For at give en idé om det er det værd at kigge på de bedste Android-mobiler på markedet lige nu.



Den Android-telefon, der yder bedst på nuværende tidspunkt, er OnePlus 3 med 140.288 point tæt efterfulgt af et væld af andre kinesiske topmodeller: Vivo Xplay 5 Elite, LeEco Max 2, Nubia Z11, Lenovo ZUK Z2 Pro og Xiaomi Mi5 - alle med den udbredte Snapdragon 820-processor. Først nu, med 134.599 point, er Samsung Galaxy S7 edge at finde med Samsungs egen Exynos 8890-processor.

iPhone 7 og iPhone 7 Plus kan altså roligt siges at være længder foran konkurrenterne takket være Apples egenudviklede og -designede A10 Fusion-processor, der yder 40 % bedre og 50 % bedre på grafikfronten i forhold til A9-processoren i iPhone 6s og iPhone 6s Plus.

Læs også: Første tests sluppet ud - så meget hurtigere er iPhone 7

Også i en anden hastighedstest er iPhone 7 blevet målt. Inden Apple afslørede telefonerne, blev den testet i appen Geekbench, hvor hver processorkerne i iPhone 7 viste sig at yde markant bedre end i konkurrenterne. Faktisk så godt at konkurrenterne også får bank af iPhone 7 i denne test. Apples nye mobil er blevet målt med et resultat på næsten 5.500 point, hvor Android-konkurrenterne ligger på omkring 4.000-5.200 med Galaxy Note 7 i spidsen.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies