iPhone 8 kommer måske uden fingeraftrykslæser

Apple kæmper med at få en fingeraftrykslæser under skærmen i iPhone 8 til at virke inden august. Når Apple det ikke, kan den komme uden fingeraftrykslæser.

iPhone 8 kommer måske uden fingeraftrykslæser

Hundredvis af medarbejdere i Cupertino har formentlig lidt sved på panden for tiden. Apple har nemlig kun ganske få uger til at få løst de problemer med fingeraftrykslæseren i den kommende iPhone 8, der længe har plaget producenten.

Rygter har i flere måneder indikeret, at Apple forsøger at implementere en fingeraftrykslæser gemt under skærmpanelet ligesom den fingeraftrykslæser, som Qualcomm for nyligt demonstrerede. Der har dog været problemer med både pålideligheden og nøjagtigheden i den nye teknologi.

Læs også: Rygte: Samsung og Apple udskyder fingeraftrykslæser i skærmen

Derfor kæmper Apple lige nu mod uret, lyder det fra analyseinstituttet KeyBanc Capital Markets ifølge hjemmesiden Barron’s. Tre analytikere har angiveligt været i snak med flere personer fra Apples logistikkæde, som ligger inde med viden om, hvad Apple er i færd med for tiden.

Apples problemer skulle dog ikke dreje sig om hverken pålidelighed eller nøjagtighed. Udfordringen er overhovedet at få placeret fingeraftrykslæseren under den 5,8” store OLED-skærm, som den ene af tre iPhones ventes at blive udstyret med. Derfor ser Apple ud til at have noget af en opgave foran sig, hvis producenten gør sig forhåbninger om at fejre 10 års iPhone-jubilæum med lanceringen af den banebrydende teknologi.

Læs også: Apple-analytiker: iPhone 8 får ‘revolutionerende’ 3D-frontkamera

Ifølge analytikerne har Apple nemlig kun frem til august måned til at få løst de problemer, som plager dem, da det skal besluttes i god tid, om der skal bestilles komponenter, så leverandøren kan fremstille nok eksemplarer til de mange millioner iPhones, som Apple ventes at sælge til september.

”Vi mener, at der typisk vil være 12 uger mellem afgivelsen af en bestilling af printplader til fingeraftrykslæseren og det fulde produktionsniveau af iPhones. Hvis Apple formår at løse problemerne og afgiver en bestilling på printplader til fingeraftrykslæsere før august, vil Apple som følge heraf være i stand til at nå det fulde produktionsniveau i slutningen af oktober eller starten af november,” siger analytikerne og tilføjer:

”Vi mener, at det stadig er Apples foretrukne vej og forventer, at det vil være acceptabelt for både kunder og investorer. Det er fuldstændigt uklart, om Apple vil være i stand til at rette op på problemet inden for denne tidsramme”.

Læs også: iPhone 8 får en 5,8″ skærm med virtuelle funktionstaster 

Apple synes altså at insistere på, at iPhone 8 skal komme på markedet med fingeraftrykslæseren implementeret under skærmen – selv hvis det vil begrænse salget i starten. Det har ad flere omgange forlydt, at iPhone 8 bliver stærkt begrænset i starten, men det har været på grund af mangel på OLED-skærmpaneler fra Samsung.

Qualcomm Sense ID fingeraftrykslæser
Sådan ser Qualcomms løsning ud, som først er klar i starten af 2018.

Ingen fingeraftrykslæser i iPhone 8 bliver mere sandsynligt

Med tre uger tilbage af juli måned bliver det dog mere sandsynligt, at Apple ikke når at løse problemerne i tide. Det stiller Apple i en noget anden situation. Der er ikke længere plads til, at fingeraftrykslæseren kan implementeres i en Home-knap på fronten. Det efterlader to andre muligheder. Apple kan placere fingeraftrykslæseren på bagsiden, men bortset fra et enkelt løst rygte synes der ikke at være nogen indikationer på, at det kommer til at ske.

Læs også: Qualcomm lancerer fingeraftrykslæser, der virker under skærmen

Den anden mulighed vurderer analytikerne til at være den mest sandsynlige: At iPhone 8 slet ikke får en fingeraftrykslæser. Det kan lade sig gøre, fordi Apple ser ud til at satse på avanceret 3D-ansigtsgenkendelse, som skulle være markant hurtigere og bedre end tidligere løsninger – i hvert fald på papiret. Analytikerne vurderer denne løsning som værende sandsynlig, men forestiller sig også, at der kan være flere problematikker ved denne, blandt andet om den er sikker nok til at bekræfte køb med Apple Pay.

”Muligheden for at droppe fingeraftrykslæseren fuldstændigt og være afhængig af ansigtsgenkendelse til login og autentificering synes at være mere og mere sandsynlig som tiden går, men er langt fra ideel. Vi mener, at Apples ansigtsgenkendelse skal kunne virke fra mange vinkler og i omgivelser med dårlige lysforhold. Det vil dog ikke virke uden fri sigtelinje til brugerens ansigt. Selv hvis det omfattede kun 5 % af loginhændelser, ville det betyde, at den nye iPhone flere gange dagligt vil være dårligere til at udføre en simpel opgave, hvilket kan resultere i kritik fra kunderne,” lyder det fra analytikerne, som til slut tilføjer:

”Derudover mener vi ikke, at ansigtsgenkendelse til at starte med kvalificerer sig til at være en acceptabel verifikationsmetode til Apple Pay. Selv om Apple kan opnå det senere, kan risikoen for en mangel på Apple Pay til at starte med påvirke efterspørgslen negativt,” lyder det til sidst.

Sagen videre

Meget er sket siden redaktionen skrev artiklen. mobilsiden gik et skridt videre. Allerede d. 10/7/2017 kørte vi en opfølgning med en artikel der drejer sig om iPhone 8 kan komme i fire forskellige farver – Følg det videre forløb her. Emnet dækkes fortløbende af redaktionen. Aktuelle nyheder om iPhone finder du her. .