Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   iPhones for 13 millioner på dba.dk

iPhones for 13 millioner på dba.dk

Når der kommer en ny iPhone, bliver de gamle solgt, men årets udskiftningstrang er ekstra stor

Det danske marked har sagt goddag til iPhone 6 og iPhone 6 Plus, og det betyder, at mange danskere vil stå med en brugt tidligere model. Det får mange til at ty til dba.dk for at få lidt penge ud af den gamle iPhone.

En analyse af handlerne med iPhones på dba.dk lavet af dba.dk og Spar Nord viser, at i den seneste måned er antallet af brugte iPhones steget med næsten 200 procent. Ved sidste års lancering af iPhone 5S steg udbuddet til sammenligning med 40 procent.

Læs også: Sådan fik iPhone 6 dansk debut [WEB-TV]

Lige nu er der omkring 4500 iPhones til salg på dba.dk, og de udgør en værdi af omkring 13 millioner kroner.

”Det er helt naturligt, at der kommer en udskiftningsbølge oven på lanceringen af en ny model, men vi har aldrig oplevet det så voldtsomt,” siger kommunikationskonsulent hos DBA Anders Rasmussen.

Rigeligt med købere

Det er fortrinsvis iPhone 5 og iPhone 5S, der er til salg på siden lige nu, og gennemsnitsprisen på en brugt iPhone er på 2895 kroner. Og noget tyder på, at der er mange, der er ude efter at gøre en god iPhone-handel.

Læs også: iPhone 6 skaber smuglermarked

”Lige nu er iPhones det mest søgte på hele DBA.dk, så efterspørgslen i markedet er i den grad til stede. I dag tager det kun 8 dage at sælge en brugt iPhone, mens det normalt tager 21,” siger Anders Rasmussen.

Lidt pudsigt er det måske, at tallene fra dba.dk viser, at det primært er mænd, der gerne vil af med sin brugte iPhone. Det er 73 procent af annoncerne med iPhones, der har en mandlig afsender.

Genbrug er in

En del af forklaringen på, at der er så godt gang i salget af brugte iPhones ligger i, at der er en relativt stor chance for at få solgt sin iPhone videre. Sådan siger cheføkonom hos Spar Nord Jens Nyholm, der også peger på at danskerne er mere opmærksomme på deres penge.

”Selvom danske forbrugere overordnet set er optimistiske, så er vi stadig tilbageholdende med at investere i større forbrugsgoder, men ser vi på bytteprisen, altså prisforskellen på en brugt og en ny iPhone, så bliver det en langt mere overkommelig investering,” siger Jens Nyholm.

Læs også: Apple risikerer milliardbøder af EU

Rasmus Andersen mener også at se en ændring i danskernes holdning til genbrug, der ligger i tråd med Jens Nyholms syn på danskernes købelyst.

”Genbrug er blevet en livsstil hos mange danskere, og derfor er der langt flere, der overvejer at sælge og købe en iPhone på brugtmarkedet, end vi så tidligere,” siger Rasmus Andersen.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies