IT-kriminelle vil stjæle dine fotos

En ny virus kan stjæle dine billeder fra mobilen, som de kriminelle bagmænd herefter kan bruge til at afpresse og chikanere de ramte mobilejere.

IT-kriminelle vil stjæle dine fotos

IT-sikkerhedsfirmaet F-Secure har identificeret en ny trojaner, der kan stjæle fotos fra din mobil.

Trojaneren er udviklet af IT-kriminelle i Kina, og giver bagmændene adgang til fotos på din smartphone. Bagmændene kan herefter bruge billederne til at afpresse eller chikanere ejeren.

Trojaneren er endnu ikke færdigudviklet, men Michael Dahl, landechef i F-Secure Danmark, understreger, at det blot er et spørgsmål om tid.

-”Vi har allerede set meget avanceret trojanere rettet mod mobilen, og det her er blot næste skridt. Man kan derfor godt regne med, at it-kriminelle inden for kort tid også får adgang til dine private fotos på mobilen, hvis du først er inficeret med deres skadelige software. Der er ingen tvivl om, at de it-kriminelle ser et kæmpe potentiale i at udnytte de mange ubeskyttede mobiler til at tjene penge, og det gælder især de populære Android og Iphone telefoner,” siger Michael Dahl.

Han forestiller sig, hvordan de kriminelle kan bruge billederne.

-”De fleste bruger i dag også deres mobil som kamera, og folk har ofte også meget private og måske endda intime billeder liggende på mobilen. Kan de it-kriminelle få fat i disse, kan de i værste fald bruge dem til at afpresse ejeren til fx at betale penge for at få billederne slettet.”

Michael Dahl anbefaler, at man installerer et mobilbeskyttelsesprogram på sin mobiltelefon, hvis man ikke allerede har gjort det.