Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   JDI udvikler næsten kantfri skærm til smartphones

JDI udvikler næsten kantfri skærm til smartphones

Smartphones, hvor alle fire kanter rundt om skærmen er så godt som fuldstændigt eliminerede, bliver snart en realitet takket være skærmproducenten JDI.

Foto: J-display.com

I de seneste år har flere smartphoneproducenter været i skarp konkurrence med hinanden om at reducere kanterne rundt om skærmen for at få mest muligt plads at boltre sig på.

Mange smartphoneproducenter er lykkedes rigtigt godt med at skære de ekstra millimeter fra siderne uden om skærmen, bl.a. Samsungs med de kurvede edge-smartphones.

Læs også: Ny teknologi ved på forhånd, hvor du trykker på skærmen

Så er der producenten Sharp, som med sin egen skærmfabrik tilbage i 2014 nær formåede at eliminere tre af kanterne rundt om skærmen med telefonen Crystal Aquos, som tidligere i år blev efterfulgt af Crystal Aquos 2.

Den fjerde kant i bunden på de to smartphones er til gengæld lige så stor som på andre smartphones, da der er nødt til at være plads til stikforbindelser og andre dele et eller andet sted. Den fuldstændige kantløse smartphone er derfor endnu ikke blevet en realitet.

De tre af fire skærmkanter i Sharp Aquos Crystal 2 er næsten fuldstændig fjernet.
De tre af fire skærmkanter i Sharp Aquos Crystal 2 er næsten fuldstændig fjernet.

Det bliver den dog snart med hjælp fra skærmproducenten Japan Display Inc., som er bedst kendt for at levere skærmpaneler til Apples iPhones. Firmaet afslører nemlig, at det er lykkedes at fremstille et nyt 5,5” LCD-skærmpanel med en Full HD-opløsning, hvor der er så godt som ingen kanter rundt om den.

Hvor en smartphone som Samsung Galaxy Note 7 har 78 % af fronten dækket af skærm, vil det være i nærheden af 100 % med kommende smartphones, der benytter det nye skærmpanel fra JDI. Der er nemlig foretaget markante ændringer i måden, som panelet virker på.

Læs også: DisplayMate: Samsung Galaxy Note 7 har den bedste skærm

I ”Full Active”-skærmen, som den kaldes, er der gjort brugt af en helt ny og meget tætpakket opsætning af ledningsnettet, lige som det har krævet helt nye teknologier til både behandling og fremstilling af skærmpanelet.

Det betyder, at JDI er klar til at massefremstille den næsten kantfri skærm allerede fra slutningen af marts 2017, og det vil altså betyde noget nær kantfrie smartphones, men også andre typer af forbrugerelektronik såsom tablets, computerskærme og tv.

Kommende produkter med denne skærm vil dog også lide under, at der ikke kan placeres nogle højttalere og en fingeraftrykslæser på fronten, lige som et selfiekamera formentlig også bliver noget vanskeligt at få plads til. En god softwareteknologi til at skelne tilsigtede tryk på skærmen fra uønskede berøringer fra håndfladen langs kanterne er formentlig også et must.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies