Jodel: Nyt socialt medie vinder frem i Danmark

Et nyt socialt medie kaldet Jodel begynder at blomstre i Danmark. Her er anonymiteten omdrejningspunktet for at dele idéer, jokes og historier.

Jodel: Nyt socialt medie vinder frem i Danmark

Et nyt socialt medie med oprindelse i Tyskland begynder at trende blandt unge, danske studerende. Det går under navnet Jodel og er lavet alene med det formål at være en platform for studerende på campusser til anonymt at dele sjov, spas og historier uden at skulle lægge navn til.

Med Jodel skal du ikke engang oprette en konto. Du downloader blot appen til iOS og Android, og så er du faktisk i gang. Idéen bag Jodel er den, at dit ’feed’ af opslag er hentet fra personer i området nær dig. Jodel skal nemlig kende din placering, før du kan bruge det nye, sociale medie.

Læs også: Snapchat kan være på vej med reklamer baseret på dine fotos

Når du deler et opslag, er det derfor kun personer med appen i området omkring dig, der kan se det. Det vises med teksten ’close’ eller ’very close’, og mere får du faktisk ikke at vide om afsenderen. Opslag der deles kan stemmes op og ned i form af karma-point. Du starter selv ud med 100 karma, og hver ’upvote’, som dit opslag får, giver 1 karma.

Du kan dog ikke bruge karma i Jodel til så meget, da du som bekendt ingen profil har at dele disse fra – det gemmes blot lokalt på din smartphone. Du kan dog vælge at gemme disse via din Google-konto i appens indstillinger.

Jodel
Foto: Mobilsiden.dk

Sådan fungerer Jodel

Hovedmenuen i Jodel er delt op i tre faner, som alle er centreret omkring indhold slået op af andre Jodel-brugere omkring dig. Den første fane består af nye opslag, mens den midterste fane viser de mest kommenterede opslag. Den tredje og sidste fane viser de Jodels-opslag med flest karma-point.

Skulle du selv have lyst til at dele noget sjovt, anonymt indhold med folk i dit område, er det blot at klikke på den store, runde +-knap i bunden af alle fanerne på samme måde som Snapchat har en kamera-knap. Her gælder nogle regler. Du må ikke dele navne og personlige oplysninger, og du må ikke chikanere og kopiere andre folks opslag og bruge dem som dine egne. Apropos Snapchat, så kan du også her dele billeder, men det er primært tekst, der deles via Jodel.

Læs også: Facebook investerer massivt i Danmark

Jodel-opslag kan som bekendt kommenteres af andre brugere i området, men heller ikke her er det til at se, hvem der skriver hvad. Derfor er det udelukkende kommentarernes kontekst, der gør det muligt at føre ’samtaler’ i kommentarfelterne. Der benyttes også nogle forkortelser flere steder i appen. En af dem er ’OJ’, som står for ’original Joddler’. Forkortelsen vises i kommentarer tilhørende den bruger, der oprettede det oprindelige opslag.

Opslag i Jodel kan også gemmes ved at trykke på ’fastgør’-ikonet (pin). Så kan du til enhver tid finde dem igen.

Trussel fra Jodel lukkede universitet ned

I Danmark er Jodel så småt ved at vinde indpas blandt danske unge – eftersigende særligt i Aarhus og Odense. Endnu længere fremme er man i Sverige, hvor det dog også gik for vidt for en måned siden. Her blev der truet med et skoleskyderi i Universitetet i Lund. Derfor måtte universitetet midlertidigt lukke.

Læs også: Facebook introducerer nyt Snapchat-lignende kamera

Selv om reglerne forbyder sådanne opslag, fristes flere alligevel til at udnytte den anonyme platform. Derfor holdes der øje med opslagene af frivillige moderatorer, som bliver udvalgt på baggrund af deres aktivitet – altså karma. Disse moderatorer kan i fællesskab i særlige tilfælde udelukke brugere fra Jodel på baggrund af andre Jodel-brugeres anmeldelser af forbudte opslag.

Selv om hensigten med Jodel har været at ramme studerende på campusser, har det altså potentiale til at nå meget bredere ud end denne smalle målgruppe. Om det lykkes for det tyske, sociale medie, er for tidligt at sige, men det bliver under alle omstændigheder spændende at se, om det kan undgå samme skæbne som det sociale medie Ello fra 2014.