Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Jubilæumsopdatering til Windows 10 Mobile ruller ud 9. august

Jubilæumsopdatering til Windows 10 Mobile ruller ud 9. august

Hvis du har en nyere Lumia-smartphone med Windows 10 Mobile, kan du se frem til at modtage den store årlige Jubilæumsopdatering tirsdag den 9. august.

Foto: Mspoweruser.com

I forgårs udgav Microsoft den store såkaldte Jubilæumsopdatering til computere med Windows 10 godt og vel et år efter den officielle udgivelse af styresystemet.

I næste uge følger den amerikanske gigant så op med samme store softwareopdatering til smartphone-udgaven af styresystemet Windows 10 Mobile.

Ifølge hjemmesiden Windows Latest besvarede en af Microsofts Twitter-konti kaldet Lumia India en bruger i et nu slettet tweet med følgende besked: ”Tak for at tage kontakt til os! Den (Jubilæumsopdateringen, red.) vil være tilgængelig på mobiler den 9. august 2016. Hvis du har nogle spørgsmål, er vi her for dig!”

Læs også: Windows 10-Jubilæumsopdatering ude: Sådan får du den nu

At tweetet nu er blevet slettet, er dog lidt bemærkelsesværdigt. Enten er der tale om en medarbejder, der har været for tidligt ude med datoen, eller også er der i stedet tale om en forkert dato. Det er ganske vist svært at sige på nuværende tidspunkt, men indtil videre må tirsdag den 9. august altså formodes at være datoen.

Ifølge mediet tæller listen over Lumia-smartphones, der får softwareopdateringen, følgende modeller:
Lumia 430, Lumia 435, Lumia 532, Lumia 535, Lumia 540, Lumia 635 (1 GB RAM), Lumia 640, Lumia 640 XL, Lumia 730, Lumia 735, Lumia 830, Lumia 930 og Lumia 1520. Derudover må Lumia 950 og Lumia 950 XL, som er født med Windows 10 Mobile, også formodes at få Jubilæumsopdateringen.

Læs også: Windows 10 er nu størst i Danmark

I den store opdatering kan du se frem til visuelle ændringer og forbedringer rundt omkring i hele styresystemet, bl.a. i indstillinger, nyt emoji-design, en bedre Edge-browser med en lang række af nye funktioner og ændringer samt forbedringer af Cortana, handlingscenter og start-menuen. Den fulde liste af ændringer kan du finde her.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies