Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Juleringetoner kan få julestemningen på gled

Juleringetoner kan få julestemningen på gled

Bliver din december måned alt andet end festlig og præget af julehygge? Så skulle du se at få dig en juleringetone, som i ny og næ kan minde dig om, at julen er nær.

Måske kan en juleringetone få julestemningen på gled i en travl julemåned.
Måske kan en juleringetone få julestemningen på gled i en travl julemåned.

Har du en travl december? Personligt bliver jeg helt dårlig af at tænke på, at min december bliver begravet i bøger, computere og lange akademiske diskussioner. Skal jeg være helt ærlig ville jeg meget hellere bruge min december måned på at slappe af – og måske få julestemningen ind under huden for en gangs skyld.

Men uanset hvordan jeg vender og drejer det, er der ingen vej uden om. Universitetsprojektet skal afleveres inden jul, så jeg er tvunget til at give afkald på turen i tivoli, de mange sjove julemarkeder og ikke mindst juleshopping blandt gale danskere, som alt andet lige er sjovere end rapportskrivning.

En juleringetone er løsningen

Men heldigvis er det de små ting, der tæller i juletiden. Og når jeg ikke kan tage del i de københavnske juleglæder må jeg ty til andre midler, som fra tid til anden kan minde mig om, at det trods alt er jul. Og hvad er bedre til det formål end en vaske ægte jule-ringetone på mobilen?

Nu tænker du nok, at jeg er lidt for mobilfikseret. For hvad med at lave sig et par æbleskiver eller en kop gløgg i stedet for? Men faktisk er det ikke fordi jeg er en nørd af en mobilfanatiker, at jeg foreslår en juleringetone.

For tænk dig lige engang: Æbleskiver og gløgg skal du selv yde en indsats for at få. Med mobilen er det anderledes. Den stopper ikke med at ringe, selvom du har fortalt dine forældre, søskende og venner utallige gange, at du har MEGET travlt i december. De skal jo lige sige hej en gang imellem, og udstyrer du mobilen med en juleringetone kan deres opkald måske få dig i julestemning.

Forestil sig, at du arbejder hårdt. Pludselig ringer din mobil, og i stedet for den sure, ordinære ringetone er det din yndlingsjulesang, der toner ud i rummet. Uanset hvor travlt du har, kan du næsten ikke undgå at tænke på, at julen er på vej med alle gaverne, den lækre hjemmelavede mad, dansen om juletræet og de mange andre juletraditioner.

Jeg har set det ske

Faktisk skal det siges, at mit forslag ikke bare kommer ud af den blå luft. Så sent som i dag på en café i København så jeg det ske!

Den meget travle caféejer løb forvildet rundt i lokalet for at servicere sine kunderne så godt som muligt. Han så meget koncentreret og en smule bister ud; lige indtil hans mobil begyndte at ringe ”Jinglebells” ud i rummet.

Manden kiggede sig forvirret rundt i lokalet og opdagede til sin store overraskelse, at det var hans mobil der ringede. Det viste sig, at konen havde skiftet hans sædvanlige ringetone ud med julesangen, så han kunne komme lidt i julestemning. Og du kan tro, det virkede.

Da caféejeren var færdig med at grine, strålede hans øjne, og da han gik tilbage til arbejdet var det med et lille smil på læben.

Så lad dette være en opfordring til at glæde dig selv og dine kære i julemåneden. Det gøres nemt og billigt ved at lægge en juleringetone på mobilen. Så er du sikker på, at du selv og dine kære i ny og næ bliver mindet om, at det, trods megen travlhed, snart er jul!

Du kan blandt andet hente en juleringetone her...

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies