Køb pærelet telefonnummer for rekordbeløb

Et let telefonnummer kan være dyrt at anskaffe sig, men på sigt er det måske en god forretning. Nummer til salg for rekordbeløb.

Køb pærelet telefonnummer for rekordbeløb

Telefonnummeret 77-88-88-88 er netop blevet sat til salg på auktionshuset lauritz.com og sælges telefonnummeret, så bliver det Danmarks dyreste telefonnummer. Buddene starter på 250.000 kroner. Med i prisen får man også undernumrene fra 77-88-88-88 til 77-88-88-99.

Du tænker formentligt, at der ikke er nogen, som vil bruge så mange penge på et telefonnummer, men der er før solgt telefonnumre for svimlende beløb. Hvilket også er det, som fik indehaveren af 77-88-88-88 til at henvende sig til lauritz.com.

Sælgeren, der ønsker at være anonym, blev nysgerrig på hvor meget han kunne få for nummeret nu hvor det ligger så tæt op ad nummeret 88-88-88-88, som er blevet en del af Leasys brand.

Auktionshuset forventer også, at det hovedsageligt vil være virksomheder, der vil efterspørge telefonnummeret.

 – ”Hvis man gerne vil have en anderledes måde at være genkendelig på, som vi kender det fra Leasy, så kan man vælge at markedsføre sig med et telefonnummer frem for at markedsføre sig i tv- og radioreklamer,” siger Peter Grossmann, filialdirektør i lauritz.com, til Newspaq.

Vil du forsøge dig med et bud, så foregår det her – og hammeren falder til højestbydende den 12. august.