Krav til de nye 4G licenser

800 MHz auktionsmaterialet er sendt i høring, og der stilles dækningskrav til køberne af de nye licenser.

Krav til de nye 4G licenser

Den nye danske telemyndighed Digitaliseringsstyrelsen (tidligere IT- og telestyrelsen) har startet en høring over 800 MHz-auktionsmateriale. I materialet fremgår det, at der skal holdes en auktion i maj 2012.

Auktionen vil dække frekvensbåndene 791-821 og 832-862 MHz, som også kaldes “800 MHz frekvensbåndet”. Der er i alt 2 x 30 MHz tilgængeligt til køberne.

Licenserne vil ifølge auktionsmaterialet indeholde et krav om en bestemt geografisk dækning i områder, hvor det i dag er svært at få adgang til en ordentlig bredbåndsforbindelse.

I det dækningsområde, hvor dækningskravet gælder, skal der udbydes en mobil bredbåndstjeneste med en download bithastighed på mindst 10 Mbit/s.

Helt konkret skal der være 99,8 procent udendørsdækning af husstande og virksomheder samt 98 procent udendørs dækning af landområdet med undtagelse af skove.

Dækningskravet er ikke gældende i hele landet, men derimod i udvalgte områder, hvoraf de fleste ligger i de såkaldte udkantsområder i Jylland, på Lolland samt store dele af Fyn.

Licenserne vil være teknologineutrale, men det mest sansynlige er at teleselskaberne vil benytte frekvensbåndene til 4G LTE.