Kritik af grøn GPS

Eksperter kritiserer GPS'ers miljøvenlige ruteplanlægning.

Kritik af grøn GPS

Nye GPS’er har ofte en funktion, der kan finde den rute, der tærer mindst på benzin-tanken.

GPS’erne leder billisten uden om motorveje og i stedet via hovedveje og landeveje.

Bilerne bruger nemlig mindre benzin ved lavere hastigheder, optimalt ved en 80-90 kilometer i timen. Det skriver DR Nyheder.

Bedre miljø for billister på motorvejene

Men den grønne GPS møder kritik fra blandt andet Harry Lahrmann, der er trafikforsker ved Aalborg Universitet. Han mener ikke, at miljøhensyn kan tages på enkeltbilist-niveau.

 – “Det er simpelthen noget bras det her. Miljø handler jo ikke kun om den enkeltes CO2-udslip. Det handler for eksempel også om trafiksikkerhed for de bløde trafikanter, støj og lokal luftforurening. Vi vil netop gerne samle bilerne på nogle få store veje, hvor forholdene er til det,” siger han til forbrugermagasinet Tænk.

De miljøvenlige ruter bliver også kritiseret af Vejdirektoratet, der fremhæver, at hver tredje færdselsuheld sker på landevejene, og at de ulykker ofte er meget omfattende. Motorveje er bedre afspærret, der er taget højde for støjforurening og trafikken glider i en mere jævn rytme.