Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Kunstigt åndedræt til mobilen

Kunstigt åndedræt til mobilen

Flere selskaber arbejder på at udvikle såkaldte brændselsceller til opladning af mobiltelefoner – uden brug af stikkontakt.

Det kan snart være slut med, at skulle finde en stikkontakt for at lade mobilen op.
Det kan snart være slut med, at skulle finde en stikkontakt for at lade mobilen op.

Du kender uden tvivl situationen. Du står midt i en samtale og hører et højt BIP. På mobilens display står ”batteriniveau lavt”. ”Jeg tror jeg er ved at løbe tør for batteri,” når du lige at fremstamme før telefonen lukker og slukker. Hvis du er rigtigt uheldig, står du langt hjemmefra og med flere timer til en realistisk mulighed for at genoplade.

Ovenstående scenarie kan snart være historie. Flere selskaber arbejder i disse dage på at udvikle en teknologi, hvor det tomme batteri kan genoplades øjeblikkeligt ved hjælp af en brændselscelle. Det vil sige, at det bliver muligt at snakke videre uanset, om man er i nærheden af en stikkontakt eller ej.

Brændselsceller er elektricitetskilder, der i dag anvendes på rumfærger. De modeller, der er på trapperne til mobilen, bliver dog noget mindre i størrelsen. Den største af de modeller, der er på vej frem, er en anelse større end et sæt standard spillekort.

Lad telefonen op med vand

Det japanske selskab NTT DoCoMo præsenterede den 19. juli deres bud på en brændselscelle på messen Wireless Japan. Cellen vejer kun 45 gram, og måler 24x24x70 mm. Princippet bag vidunderet er, at vand spaltes til ilt- og brintatomer, hvorved der produceres strøm.

NTT DoCoMo hævder, at deres brændselscelle kan genoplade en mobiltelefon op til tre gange, før den er tom. Det tager omtrent samme tid at lade mobilen op, som hvis den var tilsluttet en vanlig oplader.

Der går dog nok en rum tid, før vi kan forvente at se NTT DoCoMos brændselscelle på danske butikshylder. Den nuværende udgave er endnu ikke på markedet i Japan, og er indtil videre målrettet mobiler af typen 3G FOMA – et særligt japansk 3G-netværk.

For de teknisk interesserede kan brændselscellens specifikationer ses her: http://www.nttdocomo.com/pr/files/20060714_attachment.pdf

Først ude af starthullerne

Det er sandsynligt, at den første brændselscelle, forbrugere i Danmark kommer til at kunne købe, kommer fra det amerikanske firma Medis Technologies.

Her er man langt fremme med udviklingen af en brug-og-smid-væk brændselscelle, der kan genoplade mobilen adskillige gange. Når cellen er tom for strøm, kan forbrugeren let skille sig af med den, lover firmaet. Om det kommer til at involvere, at den tomme brændselscelle skal indleveres til et særligt indsamlingssystem, som man kender det fra batterier, eller om man bare kan smide den i skraldespanden vides ikke. Cellen har en størrelse på 80x50x30 mm og en vægt på 150 gram.

Den største fordel ved Medis’ brændselscelle er, at man kan anvende cellen til at genoplade en bred vifte af elektroniske apparater. Udover mobiltelefoner i enhver afskygning, kan cellen også anvendes til iPod’en, PSP’en eller PDA’en.

Når man med et fast tryk med hånden, har aktiveret brændselscellen, er der strøm til 60-80 timers musik på MP3-afspilleren, eller 30 timers taletid på mobilen – altså fem til seks fulde opladninger. Efter aktivering har cellen en levetid på mellem fire og seks uger.

Medis har i denne måned udsendt prøveeksemplarer af cellen til mobilproducenter, journalister og andre indflydelsesrige personer i mobilverdenen. Selskabet forventer at kunne levere flere tusinde eksemplarer til udvalgte butikker og salgspunkter i løbet af sidste halvdel af 2006. I de første måneder af 2007 forventes det, at produktion kommer rigtigt på plads, så man vil kunne levere 1,5 millioner brændselsceller om måneden. Mon ikke nogle af disse finder vej til danske forbrugere?

Men indtil videre må vi altså finde os i, at det kræver en stikkontakt at genoplade mobilen.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies