Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Landsdækkende sporing af mobile 112-opkald

Landsdækkende sporing af mobile 112-opkald

Om godt en måned vil landets alarmcentraler kunne se hvor folk, der ringer til 112 fra mobilen, er placeret.

Fra 20. januar kan landets alarmcentraler med det samme se hvor en person står placeret i landet, når han eller hun ringer 112 fra en mobiltelefon. Efter pilotforsøg i Viborg og Århus Amter er Rigspolitiet, IT- og Telestyrelsen samt de tre teleselskaber med eget mobilnet i Danmark, TDC, Telia, Sonofon, blevet enige om at udrulle løsningen over hele landet.

Løsningen baserer sig på den såkaldte celle-id. Landets mange tusinde mobilmaster er hver forsynet med et antal mobilantenner. Hver antenne sender et retningsbestemt signal, og det område som antennen dækker kaldes på fagsprog en celle. Og ved hjælp af navnet på hver celle, kaldet celle-id’en kan alarmcentralerne frem over se hvilket celleområde man ringer fra. Der er altså ikke tale om en præcis stedbestemmelse, men en angivelse af hvilket område den nødstedte opholder sig i. Et digitalt landkort på alarmcentralen vil ud fra mobilcellens placering stedbestemme alarmopkaldet.

Når løsningen bliver landsdækkende i januar er der gået halvandet år siden videnskabsminister Helge Sander i juli sidste år satte IT- og Telestyrelsen i gang med at undersøge muligheden for en landsdækkende spring af mobile 112-opkald. Ministerens initiativ kom efter en række store ulykker på motorvejene og efterfølgende problemer for redningsmandskaberne med at finde ulykkesstederne.

Ifølge kontorchef Jette Plenge Jakobsen fra IT- og Telestyrelsen vil hvert teleselskab selv betale de udgifter, der er forbundet med løsningen.

Hos Danmarks største mobilselskab, TDC, har man ikke et præcist tal på hvad det koster selskabet.

»Det har vi ikke regnet nærmere på. Vi er blot glade for at kunne medvirke til større sikkerhed og til at kunne spare sekunder,« understreger Henning Sørensen, chef for regulatorisk afdeling i TDC.

Denne nyhed er leveret af ComON.dk - Daglige nyheder til it-professionelle

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies