Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Lange udsigter til TV på mobilen

Lange udsigter til TV på mobilen

Der kan gå lang tid, før mobil-tv via det digitale sendenet bliver en realitet.

Der er lange udsigter til tv på mobilen. Således har det mobile bredbånd vundet kampen om den ledige kapacitet i det digitale sendenet, som ellers kunne have været brugt til tv, der er særligt tilpasset mobiltelefoner.

Det skriver business.dk.

Det digitale sendenet har plads til langt flere tv-kanaler end det analoge - de digitale signaler »fylder« simpelthen mindre. Det vil sige, at danskerne fremover vil kunne købe store tv-pakker med mange kanaler, selv om man blot er udstyret med en antenne.

Tv-signaler til mobilen er sat på hold

Tv-Den overskydende kapacitet har imidlertid resulteret i en strid mellem teleselskaberne, der vil udnytte det til bedre og hurtigere mobilt bredbånd, og tv-branchen, som vil bruge kapaciteten til at sende HD-TV og tv-signaler særligt tilpasset mobiltelefoner (DVB-H).

I tirsdags besluttede politikerne, at den ledige kapacitet skal gå til teleselskaberne. ITEK, der er et branchefællesskab for virksomheder inden for it, tele, elektronik og kommunikation, bakker op om beslutningen.

- "Ud fra en samfundsmæssig betragtning mener vi, at det er et fornuftigt valg, fordi det betyder, at vi får en bedre dækning med mobilt bredbånd. Men i praksis betyder det nok, at tv-signaler til mobiltelefoner er sat på hold, fordi frekvenserne nu skal bruges til noget andet," siger chefkonsulent i ITEK, John Kristensen, ifølge business.dk.

Der er flere danske teleselskaber, der på nuværende tidspunkt tilbyder mobil-tv, men det foregår via det mobile netværk. Den nye type mobil-tv skulle leveres via luften som et almindeligt tv.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies