LG afslørede Viewty II – og fortrød

LG’s officielle tyske blok afslørede billeder og specifikationer for den kommende Viewty II. Oplysningerne er blevet fjernet fra sitet, men du kan se det hele her.

LG afslørede Viewty II – og fortrød

For et par dage siden kunne man opleve den længe ventede LG Viewty II på selskabets officielle tyske blog, som afslørede billeder såvel som specifikationer. Kort tid efter offentliggørelsen valgte LG imidlertid at fjerne oplysningerne igen.

En talsperson fra LG siger til Register Hardware, at forvirringen skyldes, at der endnu ikke er enighed om, hvad telefonen skal hedde. På LG’s tyske blog blev Viewty-opfølgeren kaldt Viewty Smart – ikke Viewty II. På et af billederne kan man ligeledes se, at modelnavnet sandsynligvis bliver GC900.

På den tyske blog fremgik det ydermere, at Viewty Smart er 12,4 mm tyk og vejer 90 gram. Til sammenligning måler iPhone 3G 12,3 mm og vejer 113 gram.

Telefonen er blevet udstyret med en 3″ stor touchscreen, A-GPS, Wi-Fi, Turbo 3G og LG’s 3D-brugerflade kaldet S-Class. Det samme finder man også i LG Arena.

Derudover er der fundet plads til et 8 megapixels-kamera, der kan optage video-sekvenser i en opløsning på 720 x 480 pixels.

Hvor, hvornår og til hvilken pris LG’s Viewty-opfølger bliver sat til salg, melder historien ikke noget om på nuværende tidspunkt. Ifølge Register Hardware kommer der en officiel præsentation på mandag, der kan afsløre, hvilket navn LG har bestemt sig for.