LG fremviser armbånds-telefon – snart til salg

LG har løftet sløret for verdens første 3G armbåndsur telefon. Der er både touchscreen, 3G og meget mere. Den er vist frem til CES-messen, og kommer i handlen snart.

LG fremviser armbånds-telefon – snart til salg

Den nye smarte bærbare telefon er en nyere model af den prototype, der var med på CES-messen sidste år. Den nye model indeholder en række opgraderinger, blandt andet touchscreen-interface, 3G og videoopkald.

En endnu vigtigere udvikling er, at denne vil komme i handlen.

 – “Den nye 3G Touch Watch Phone er elegant, sofistikeret og på toppen af teknologien, men også skabt til sjov og ballade. Den gør det muligt, at man kan realisere drengedrømmene fra sci-fi film og lignende”, fortæller Dr. Skott Ahn fra LG.

Uret er lavet af buet hærdet glas, med et metalhus af høj kvalitet, og har en tykkelse på kun 13,9 millimeter, indbygget kamera, 3G, 1,45″ touchscreen, stemmegenkendelse, Bluetooth, Tekst-til-tale (TTS) der læser SMS-beskeder og andre oplysninger højt og indbygget højtaler til afspilning af musik.

Telefonen vil ifølge oplysninger fra LG komme på det europæiske marked i løbet af 2009. Det vides endnu ikke, om Danmark vil blive inkluderet.