Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   LG inviterer til lancering af V20 den 6. september

LG inviterer til lancering af V20 den 6. september

Sæt kryds i kalenderen ved tirsdag den 6. september. Om en måned lancerer nemlig topmodellen V20, der skal følge op på sidste års succes V10.

Foto: lge.co.kr

Sensommeren og efterårets smartphones begynder så småt at blive lanceret - senest Samsung Galaxy Note 7. Snart det er LGs tur til at vise sin anden topmodel frem dette år - nemlig den hårdføre LG V20.

For tre uger siden meldte LG i Sydkorea ud, at denne kommende V20 bliver en realitet i løbet af september måned og at telefonen desuden udstyres med Android 7.0 Nougat - formentlig som en af de første telefoner efter Googles Nexus-produktserie. Det fortæller os samtidig, at den næste Android-version også er lige på trapperne.

Læs også: LG V20 lanceres i september måned med Android 7.0 Nougat

Efter at have teaset for V20-topmodellen oplyser LG nu den endelige dato for, hvornår den præsenteres. Du bør derfor sætte kryds i kalenderen ved tirsdag den 6. september, hvis du vil se, hvad LG har af spændende nyheder ved eventen i San Fransisco.

Modsat de fleste andre topmodeller har der været overraskende få rygter om LG V20 - ja, faktisk næsten ingen - lige som der endnu ikke er blevet lækket et eneste billede eller pressefoto af telefonen. Derfor er der fortsat stor mystik om, hvad for en telefon der kan forventes.

LG kunne dog selv afsløre, at du i hvert fald kan se frem til en ekstra skærm på fronten, to bagkameraer, et hårdført design og en Hi-Fi 32-bit DAC til afspilning af lyd i høj kvalitet - de helt samme kvaliteter, som V10 byder på.

Foto: LG.com

LG V20 får selskab af 'venner' lige som G5

Et kig på det medfølgende billede til invitationen viser dog mantraet ’Play More’, hvilket leder tankerne hen på forårets model, G5, hvor det lød: ’Life's good when you play more’.

Det tyder altså på, at LG igen bringer nogle ’venner’ med på scenen, som med LG G5 var bl.a. kameraet 360 CAM og virtual reality-headsettet 360 VR. Dertil fulgte også nogle løse moduler, som kan monteres på LG G5, men om denne V20-topmodel også bliver lige så modulær som G5, vides endnu ikke.

Læs også: LG melder sig ind i kapløbet om foldbare smartphones

En modulær V20 er formentlig svær at opnå taget i betragtning, at V10-modellen sidste år kom med en såkaldt MIL-STD-810G-certificering. Den fortæller, at telefonen kan modstå ekstreme forhold såsom frost, stød, vand, vilde temperaturer og meget mere. Om disse ting kan forenes med en modulær konstruktion, er noget tvivlsomt.

Alt dette bliver vi som sagt klogere på, når telefonen bliver vist frem om en måneds tid – og hvis alt går, som det plejer, skal der nok også dukke et billede eller to op inden da.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies