LG overtager webOS – men ikke til mobiler

WebOS skulle gøre HP-mobiler og -tablets til en succes. Nu overtages styresystemet af LG, som dog har andre planer end HP.

LG overtager webOS – men ikke til mobiler

Da HP i 2010 købte Palm, hørte styresystemet webOS også med i købet. Nu kan det få nyt liv hos LG, skriver The Wall Street Journal.

LG vil således overtage webOS plus nogle HP-medarbejdere, som arbejder på systemet.

HP havde satset på, at webOS skulle være med til at give succes på mobil- og tablet-markedet, men det store gennembrud udeblev. LG’s planer med styresystemet stikker da også i en anden retning. Ifølge LG’s teknologidirektør, Skott Ahn, vil LG bruge webOS i tv-fladskærme.

HP vil stadig have ejerskab over de patenter, som fulgte med Palm-opkøbet, selv om LG nu vil overtage brugen af webOS.

LG forventer at kunne frigive de første webOS-baserede fladskærme “meget snart”.