Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   LG: V30 bliver første smartphone med en f/1.6 optik

LG: V30 bliver første smartphone med en f/1.6 optik

Det ene af de to kameraer i den kommende LG V30 bliver udstyret med den største linse i en smartphone. Den får nemlig en blændeåbning på f/1.6.

Foto: Phandroid.com

LG V30, som bliver afsløret den 31. august, ser ud til at blive særdeles konkurrencedygtig på kamerafronten. Topmodellen bliver nemlig den første smartphone, som får en blændeåbning på f/1.6. Det oplyser LG i en pressemeddelelse.

Jo større blændeåbning (det vil sige jo lavere ’f stop’), desto mere lys lukkes der ind igennem linsen til sensoren. Derfor vil kameraet i LG V30 lukke 25 % mere lys ind i forhold til smartphones med en blændeåbning på f/1.8. Smartphones med en sådan blændeåbning tæller blandt andet LG G6 og HTC U Ultra.

Læs også: Billeder af LG V30 afsløret i konkurrence fra LG selv

LG fremhæver desuden, at V30 bliver udstyret med en såkaldt 'Crystal Clear Lens', som med andre ord er en linse af glas i stedet for plastik. Den vil ifølge LG medvirke til et endnu større lysindtag, ligesom farverne også kan gengives bedre.

På trods af at LG har reduceret størrelsen på kameramodulet i LG V30 med 30 % i forhold til i V20, påstår den sydkoreanske producent, at kameraerne i V30 vil overgå ikke kun forgængeren V20, men også alle andre smartphones, på alle punkter.

LG kommer med en sidste påstand, som lyder, at man har formået at reducere mængden af forvrængning i hjørnerne på vidvinklede billeder med en tredjedel. V30 skulle derfor være endnu bedre til at tage ’wefies’ - selfies med flere personer, ligesom billeder af landskaber også skulle være bedre i V30.

De to sensorer i LG V30 ventes begge at få en opløsning på 13 megapixel, hvilket vil være noget anderledes end i forgængeren, som har to sensorer på henholdsvis 16 og 8 megapixel. V30 bliver som bekendt afsløret torsdag den 31. august i Berlin op til IFA-messen, som finder sted fra den 1. til 6. september. Det er dog tvivlsomt, om den bliver tilgængelig i Danmark. Hverken V10 eller v20 kom officielt til Danmark.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies