LG’s LTE-mobil køres i stilling – i Canada

4G LTE-udgaven af LG Optimus skal være en af frontløberne i det canadiske julesalg.

LG’s LTE-mobil køres i stilling – i Canada

Der har tidligere gået rygter om, at mobilselskabet Bell i Canada ville satse på en LTE-udgave – ofte kaldet 4G-udgave – af LG Optimus. Nu har selskabet gjort det officielt, skriver gadgetell.com.

Specifikationerne tæller blandt andet 1.5 GHz dual core-processor, 1 GB RAM, 4,5″ IPS-skærm (1280 x 720), kamera med 8 megapixels, frontvendt kamera med 1,3 megapixels og selvfølgelig 4G LTE-understøttelse.

Den interne lagerplads er blot 2 GB, men ifølge bell.ca medfølger ligeledes et 8 GB SD-kort. Prisen ligger på 630 dollars uden abonnement – det vil sige cirka 3.300 danske kroner.

Fra levering kører Optimus LTE Android 2.3.

LG er ikke ligefrem kendt for at være hurtigt ude med opdateringer til Android-styrestystemet, men på Bells hjemmeside fremgår det, at man “nemt kan opgradere LG Optimus LTE til Android 4.0 (Ice Cream Sandwich) efter frigivelsen”.

Flere teleselskaber arbejder i øjeblikket på at banke et 4G LTE-netværk op herhjemme. LTE-teknologien er dog ikke den samme standard over hele verden, og det betyder, at en LTE-smartphone fra den anden side af Atlanterhavet ikke virker i Danmark.

På nuværende tidspunkt melder historien ikke noget om, hvorvidt LG vil sende en “dansk” LTE-mobil på markedet.