LG’s netbook starter på fem sekunder

LG melder sig på banen med en ny netbook, der praler af hurtigstart, stilrent design og absolut mobilitet.

LG’s netbook starter på fem sekunder

LG’s nye skud på stammen af netbooks er X120.

Den nye 10″ netbook leveres med enten et 3- eller 6-celles batteri, som leverer 3,5 eller 7 timers batteritid. Med en vægt på 1,2 kg er den overskuelig at slæbe rundt på i tasken, og det indbyggede 3G netværk gør den yderst mobil.

X120 har en Smart-on funktion, der giver brugeren adgang til de mest basale funktioner som MP3-afspilleren og internetsurfing indenfor fem sekunder.

Den har indbygget webcam på 1,3 megapixels, og programmet You-Cam, der tillader den mest basale billedredigering. Harddisken er på 160 GB og altså i den absolutte tunge ende inden for netbooks.

LG regner med at have de første modeller i butikkerne i slutningen af marts. Prisen for netbooken med indbygget mobilt bredbånd ligger på 3.999 kroner, mens den kan købes uden indbygget bredbånd til 3.399 kroner.