Mand forbrændt af Galaxy Note 7: Sagsøger nu Samsung

En amerikansk mand sagsøger Samsung, efter han blev offer for det fejlramte batteri i Galaxy Note 7, som pludselig eksploderede i hans bukselomme.

Mand forbrændt af Galaxy Note 7: Sagsøger nu Samsung

Selv om Samsung gør alt hvad der står i den sydkoreanske producents magt for at få alle 2,5 mio. solgte Galaxy Note 7-telefoner leveret tilbage fra de første købere og ombyttet den til en ny model, har det ikke været muligt at undgå skader på både personer, ejendomme og ejendele siden tilbagekaldelsen.

Læs også: Nye tal: Så omfattende er Note 7-problemet blevet

Amerikanske Jonathan Strobel er blandt de uheldige 92 ejere i USA, der i en ny opgørelse fra Samsung i sidste uge havde oplevet, at Note 7 gik op i flammer. Han er tilmed blandt de 26 brugere i USA, der er blevet ramt af brandskader på grund af fejlen i telefonen.

Derfor sagsøger han ifølge Reuters nu Samsung, efter batteriet i Note 7-telefonen kortsluttede, overophedede og straks selvantændte i hans forreste bukselomme den 9. september under et indkøb i varehuset Costco. Den 28-årige amerikaner forsøgte med det samme at hive telefonen op af lommen. Derfor har han ikke kun fået et slemt brandsår på sit højre lår, men også på venstre tommelfinger.

”Han har en dyb andengradsforbrænding nogenlunde på størrelse med telefonen på hans højre lår. Desværre for min klient kom tilbagekendelsen for sent,” lyder det fra hans advokat, Keith Pierro.

Læs også: Samsung Galaxy Note 7 ventes klar til salg i Danmark i oktober

Det resulterer derfor i et søgsmål i retten i Florida, hvor han søger erstatning på et endnu ukendt beløb for sygehusregning, løntab, smerte, lidelse og angiveligt også for andre skader.

”Vi kommenterer ikke på endnu uafgjorte retssager. Vi henstiller alle Note 7-ejere til at slukke deres enhed og ombytte den øjeblikkeligt”, oplyser talskvinde i Samsung, Danielle Meister Cohen.

Læs også: Samsung Galaxy Note 7 årsag til brand i bil og hus

Foruden Jonathan Strobel har en far med sine to børn i South Carolina i USA også oplevet at komme hjem til et fuldstændigt udbrædt hus, efter Galaxy Note 7 gik op i flammer. En anden amerikansk familie fra byen St. Petersburg i Florida, USA kom hjem til synet af en Jeep, der var opslugt af flammer, hvor en Note 7 lå til opladning lige som den gjorde i huset.