Messenger til Android og iOS får sikre, krypterede samtaler

Sikkerheden ryger i vejret i Facebooks Messenger-app til Android og iOS. Snart kan du nemlig sende sikre beskeder beskyttet med ende-til-ende-kryptering.

Messenger til Android og iOS får sikre, krypterede samtaler

I takt med den øgede fokus brugernes privatliv på internettet – eller rettere manglen på samme – har de fleste større beskedtjenester implementeret kryptering, sådan at beskederne og trafikken, der sendes mellem to eller flere personer, ikke kan aflures undervejs af eksempelvis teleselskaber eller myndigheder.

Det er noget, de populære apps som Viber, WhatsApp, Telegram, Signal og iMessage alle har implementeret – enten fuldstændigt eller som en tilvalgsordning. Her har Facebook Messenger længe stået uden for, men det er slut nu.

Læs også: Facebook, Whatsapp og Google skruer op for kryptering

Nu begynder Facebook nemlig at teste sikre beskeder, der er ende-til-ende-krypteret – altså hele vejen fra afsender til modtager. Der gøres ifølge TechCrunch brug af samme Signal-protokol, som er udviklet til den populære open source-app med samme navn. Det er en gennemtestet og anerkendt teknologi, der også allerede benyttes i WhatsApp og Allo.

Facebook Messenger
Foto: TechCrunch

De mange funktioner og tjenester såsom GIFs og videoer, som Facebook tilbyder i Messenger-appen, er dog ikke noget, der spiller sammen med krypteringen. Facebooks chatbots kræver eksempelvis, at Messender-appen kan analysere dine modtagne og sendte beskeder, hvilket ikke kan lade sig gøre. Derfor er krypteringen implementeret som en tilvalgsordning, som du aktivt selv skal aktivere i en samtale.

For at gøre beskederne endnu mere private, kan du vælge at angive en udløbsdato for beskeder, sådan at de slettes lokalt fra modtager og afsenders enhed og dermed er fuldstændigt forsvundede. Netop enhederne er også vigtige for at kunne gøre brug af ende-til-ende-krypteringen, da det kun er muligt via Android- og iOS-appen. Fra Facebook.com eller Messenger.com er det ikke muligt.

Læs også: Nu kan du sende SMS’er med Facebook Messenger

I appen til iOS skal du klikke på modtageren navn i toppen og vælge ’Sikker samtale’, mens du på Android skal klikke på info-ikonet i øverste, højre hjørne. Fra på fredag vil du kunne gøre brug af de krypterede beskeder, hvor beta-udgaven af Messenger får understøttelse af teknologien.

Hvis du vil sikre dig, at det kun er dig og modtageren, der kan læse med i dine samtaler, må du altså give afkald på flere af de funktioner, der gør Messenger unik. Til gengæld slipper du nu for at skulle skifte mellem forskellige beskedtjenester.