Metallic-design og Turbo 3G i nye HP bærbare

Hewlett-Packard er klar med tre nye serier af bærbare computere, den ene af dem har integreret Turbo 3G.

Metallic-design og Turbo 3G i nye HP bærbare

Så er Hewlett-Packard klar til at lancere nye serier indenfor deres bærbare sortiment. Navnet på disse tre serier er Pavilion dv4-100, dv5-100 og dv7-1000.

Det er de første bærbare HP’er, som har et metallic look, der desuden skulle være meget slidstærkt. Tastaturet og touchpad’en hører også ind under det metallic look. Herudover har de bærbare fået mønstret "HP Imprint Finish 2" på ydersiden.

HP har udstyret deres tre serier med nogle knapper ved navn "magical Chrome", som kan aktiveres med en fingerberøring, hvilket gør det muligt, hurtigt at se tv i høj kvalitet eller se fotografier og høre musik. Hvad angår skærmene, har disse også fået et løft, idet skærmglasset nu går ud over skærmrammen – dette skulle efter sigende gøre vedligeholdelsen lettere.

For alle serierne gælder det, at de har HP ProtectSmart Hard Drive protection. Denne tjeneste forhindrer, at data går tabt, hvis man eventuelt taber computeren. Imens computeren er ved at falde mod jorden, stopper den harddisken.

HP Pavilion dv4-serien kan erhverves med indbygget Turbo 3G, hvilket er en lækker lille ekstra gevinst. Den har en 14,1 tommer skærm. Den sættes til salg i Danmark fra august til en pris på 8.999 kr.

HP Pavilion dv5 har en skærm på 15,4 tommer, og sælges til 6.999 kr. også fra august måned. Prisen og lanceringen er den samme for HP Pavilion dv7-serien, som bl.a. har en skærm på 17 tommer.