Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Metax MobilTankning - en god satsning

Metax MobilTankning - en god satsning

Nu er det efterhånden mere end et år siden, at Metax lancerede MobilTankning. Mobilsiden.dk har talt med Metax om konceptet, som ser ud til at være faldet i god jord hos kunderne.

MobilTankning er navnet på det koncept, som Metax lancerede for lidt mere end et år siden. Tanken bag MobilTankning er først og fremmest, at du slipper for at gå frem og tilbage til og fra standeren, når du skal tanke benzin på bilen. Almindeligvis skal man vade hen til standeren, sætte sit kort i, taste en pinkode og vælge stander, inden man kan tanke. Det slipper man for med MobilTankning, hvor man i stedet bruger sin mobiltelefon som fjernbetjening til tanken. Kvitteringen får man tilsendt via e-mail.

Desuden giver MobilTankning mulighed for at føre kilometerregnskab og på den måde holde styr på kørselsøkonomien, hvilket absolut ikke er irrelevant – særligt når man tænker på de skyhøje benzinpriser vi har i dag.

Mobilsiden.dk har kontaktet Metax dels for at høre om kundernes modtagelse af konceptet og dels for at spørge til fremtiden for MobilTankning.

Helle Pasgaard, som er Marketingkoordinator hos Metax, siger til Mobilsiden.dk, at kunderne har taget rigtig godt imod MobilTankning. Mange nyder godt af de services, som konceptet kan tilbyde. Samtidig mener Helle Pasgaard, at en del af forklaringen på succesen bunder i, at systemet er meget nemt at betjene.

Fremtiden er lys

Her på Mobilsiden.dk ville vi gerne vide, hvor mange kunder, der er tilmeldt mobiltankning på nuværende tidspunkt. Men det ønsker Metax at bevare som en forretningshemmelighed. Til gengæld garanterer Helle Pasgaard, at MobilTankning er et system, som der vil blive brugt ressourcer på at udvikle yderligere i fremtiden:

”Fremtiden for MobilTankning ser lys ud, og vi har allerede mange idéer til tiltag, som kan gøre systemet endnu mere attraktivt for eksisterende så vel som for kommende brugere”, fortæller hun.

Indtil nu er Metax det eneste benzinselskab i Danmark, som tilbyder tankning via mobiltelefonen. Og Metax har indtil videre ikke hørt om andre benzinselskaber, som overvejer at følge i deres fodspor.

Sådan gør du

MobilTankning hos Metax er gratis. For at kunne benytte systemet, skal du have et Metax kontokort, som kan bestilles på selskabets hjemmeside, www.metax.dk.

Når du har tilmeldt dig, modtager du en SMS om, at din mobiltelefon er klar til MobilTankning. Koden til MobilTankning er den samme som til kontokortet.

Med kortet i hånden kan du både tanke, holde styr på kilometerantal og lignende. Ja du kan sågar melde dig til SMS vaskeklubben, så du får en SMS, når Metax har ekstra gode tilbud på bilvask.

Og husk så: Af sikkerhedsmæssige årsager skal tankningen foregå inde fra bilen. Men hvem gider egentlig også at lette den dertil indrettede, når man kan sidde ganske mageligt i bilen og slippe for gåturen og papirbesværet?

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her


Kommentar

Steffen Fog Sørensen 06-09-2007 18:22:15

Øv.

Har lige fået brev om at det er slut med mobiltankning, når de skifter til Shell Express.

Så er jeg ude af Metax.

Ærgeligt.

/ SFS

0 0

Om brug af cookies