Microsoft kræver betaling for Live Messenger

Brug af Windows Live Messenger fra mobilen vil inden sommer koste penge i Danmark, oplyser Microsoft.

Microsoft kræver betaling for Live Messenger

De gratis dage med Windows Live Messenger på mobilen er snart talte. Microsoft vil inden sommer begynde at opkræve betaling for tjenesten.

 – "Prisen for Danmark er ikke helt fast endnu. Men vi forventer det vil ende på mellem 15 og 20 kroner pr. måned", siger Peter Wissinger, leder af Microsofts mobile division, til Mobilsiden.dk. Adgangen købes direkte fra mobiltelefonen via en overtakseret sms-besked. Med i prisen er adgang Live Messenger, Spaces og Hotmail.

I Sverige er betalingen for Live Messenger allerede indledt og erfaringerne herfra skal bruges ved introduktionen i Danmark senere på året.

Det er kun chatklient-programmet til styresystemet S60, som typisk findes på Nokias telefoner, samt platformen Windows Mobile, der bliver omfattet af den nye strategi fra Microsoft. De versioner som teleselskaberne TDC, Telia og 3 tilbyder, har brugeren allerede betalt for gennem mobiloperatøren.