Microsoft Lumia 950 og 950 XL i butikkerne 3. december

Microsofts to topmodeller, Lumia 950 samt den større og endnu kraftigere Lumia 950 XL, lander i de danske butikker torsdag den 3. december.

Microsoft Lumia 950 og 950 XL i butikkerne 3. december

Om lidt over en måned kan du få fingrene i Microsoft Lumia 950 og Lumia 950 XL, som begge skal vise alle de store nyheder frem fra det relativt nye Windows 10 Mobile-styresystem fra Microsoft.

Helt præcist kan kigge forbi din foretrukne forhandler eller dit teleselskab fra torsdag den 3. december og tage et eksemplar med hjem af en af de to Lumia-telefoner. Det oplyser Microsoft i en pressemeddelelse.

Læs også: Microsoft Lumia 950 og 950 XL kan nu forudbestilles i Danmark

Prisen på den billigste Lumia 950 er 4.999 kroner, mens du skal af med 5.499 kroner for den større XL-model. Hvis du slår til inden den 31. januar 2016, kan du gøre et endnu bedre køb, da du får en Microsoft Display Dock med i købet til en værdi af 999 kroner ganske gratis.

Med denne dock kan du udnytte Windows 10’s fulde potentiale. Docken fungerer som mellemled mellem din Lumia-telefon og en skærm eller et tv med HDMI- eller DisplayPort-udgang, hvor Windows 10 forstørres op til den brugeroplevelse, du kender fra din personlige Windows 10-computer. Du kan med andre ord tage din personlige computer med dig i lommeformat til enhver tid.

I går åbnede Microsoft også op for forudbestillingerne af de to telefoner på firmaets egen webshop, hvor du også kan gøre brug af samme gode tilbud frem til den 31. januar 2016.