Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Microsoft opgiver formelt at sælge smartphones og mobiler

Microsoft opgiver formelt at sælge smartphones og mobiler

I et dokument til et amerikansk tilsynsmyndighed bekræfter Microsoft, at smartphones og mobiler ikke længere er en del af firmaets strategi.

Microsoft har hen over det seneste års tid trukket sig ud af markedet både for smartphones og mobiler, da det aldrig lykkedes den amerikanske it-gigant at opnå betydelige markedsdele.

Nu bekræfter Microsoft sit smartphone- og mobilexit i et dokument offentliggjort hos den amerikanske tilsynsmyndighed U.S. Securities and Exchange Commission (SEC), som har med værdipapirer at gøre. Det skriver hjemmesiden MSPoweruser.

Læs også: Microsoft trækker sig ud af smartphoneløbet

Da Microsoft endnu producerede og solgte smartphones, lød beskrivelsen af dets virksomhedsstrategi som følger: ”Vores strategiske vision er at konkurrere og vokse sig større som et firma inden for produktivitet og platforme til mobil- og cloud-verdenen.”

Oven på ophøret af salget af Lumia-smartphones har Microsoft ændret sin strategi - ja, helt sløjfet mobildelen. I stedet satses der på kunstig intelligens. Den nuværende beskrivelse af Microsofts forretningsstrategi lyder som følger: ”Vores strategiske vision er at konkurrere og vokse sig større ved at bygge klassens bedste platforme og produktivitetstjenester til en intelligent cloud”.

Fra at have nul referencer til kunstig intelligens i dokumentet er der nu seks af slagsen. Microsoft satser altså tydeligvis på kunstig intelligens, hvilket også blev understreget allerede sidste år, hvor Microsoft AI and Research Group blev etableret.

Læs også: Microsoft stopper med at opdatere smartphones til Windows 10 Mobile

Selv om det allerede er blevet slået fast med syvtommersøm, er Microsoft altså formelt færdige med smartphones og mobiltelefoner nu. Allerede sidste år valgte Microsoft at sælge sin mobilafdeling, som stod for features phones. Den blev solgt til Foxconn-firmaet FIH Mobile og HMD Global. Sidstnævnte er firmaet, som står bag de nye Nokia-mobiler og -smartphones.

Microsoft beholdt sin smartphoneafdeling, men valgte at ’strømline’ afdelingen. 1.850 medarbejdere, heraf 1.350 i Finland i Nokias gamle kvarter, blev således fyret, og Microsoft har siden da stået tilbage med mere eller mindre ingenting på mobilmarkedet. Senest overdrog Microsoft 500 gamle Nokia-patenter til HMD Global. Microsoft er også holdt op med at opdatere smartphones med Windows 10 Mobile.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies