Microsoft tjener flere penge på Android end på Windows Phone

I følge en analytiker er Android en større indtægte-kilde for Microsoft, end selskabets eget styresystem Windows Phone.

Microsoft tjener flere penge på Android end på Windows Phone

Det lader til, at Android er en ret god forretning for selveste Microsoft.

Det skriver Androidforum.dk

I følge Citi-analytikeren Walter Pritchard, så tjener Microsoft 5 dollars (cirka 26 DKK) per solgte HTC-mobil med Android.

Microsoft mener nemlig, at HTC krænker nogle af Microsofts patenter, og HTC har derfor indgået et forlig, hvor Microsoft modtager betaling, hver gang HTC sælger en Android-enhed.

Det skulle angiveligt løbe op i 150 millioner dollars (cirka 783 millioner kroner), da HTC har solgt omkring 30 millioner Android-enheder.

Microsofts eget styresystem Windows Phone har til gengæld kun solgt 2 millioner licenser, og med en licenspris på 15 dollars (cirka 80 kroner), giver det en samlet indtjening på 30 millioner dollars (157 millioner kroner).

Microsoft tjener altså 5 gange så meget på Android, som på deres eget OS.

HTC er indtil videre de eneste, der har indgået forlig, men Microsoft går efter hele mobil-industrien.