Microsofts Minecraft-køb er officielt

Microsoft og Mojang, firmaet bag spillet Minecraft, er blevet enige om en pris på Mojang, og købet er en realitet

Microsofts Minecraft-køb er officielt

For nogle dage siden kunne vi fortælle, at Microsoft havde fået et godt øje til Mojang, som er holdet bag Minecraft. Nu er det altså blevet til et køb af det populære, svenske firma, og prisen ender på 2,5 milliarder dollars.

For de 2,5 milliarder dollars, som er godt 14 milliarder danske kroner, får Microsoft det store hit Minecraft, som har over 100 millioner downloads på PC alene, men som også spreder sig ud over flere platforme.

Læs også: Danmark kommer på Minecraft-landkortet

Derudover er Minecrafts spillere også meget dedikerede, da næsten 90 procent af de spillere, der har betalt for PC-versionen er logget på inden for det seneste år.

Microsoft vil fortsat tilbyde Minecraft på de platforme, hvor det allerede findes, nemlig PC, iOS, Android, Xbox og Playstation. På Microsofts egen konsol. Xbox, er Minecraft allerede det mest populære online spil.

Læs også: Windows 9 fanget på billeder og video

I en pressemeddelelse, hvor Microsoft bekræfter købet af Mojang siger Satya Nadella, chef for Microsoft, at, ‘Gaming er en af de førende aktiviteter på tværs af enheder med milliarder af timer brugt hvert år. Minecraft er mere end et stort spil, det er en åben platform drevet af et livligt fællesskab, som vi holder meget af.’

Købet skal stadig kigges igennem af myndighederne, men Microsoft regner med, at købet af Mojang vil være færdiggjort sidst i 2014.