Minitest: LG Optimus 3D

Sidste nye skud på stammen fra LG kommer med indbygget brillefri 3D-skærm og stereoskopisk 3D kamera.

Minitest: LG Optimus 3D

Mobilsitet Intomobile har fået fingre i en tidlig version af LG Optimus 3D og har testet den meget grundigt.

Vi bringer her et par af konklusionerne og nogle af nyhederne.

LG Optimus 3D er verdens første 3D telefon, hvor man ikke skal bruge specielle 3D briller, og selvom 3D stadigvæk må betragtes som en gimmick, så er 3D noget af det mest interessante stykke teknologi, som man putter i telefoner i øjeblikket.

Hardwaren

LG Optimus 3D indeholder en TI OMAP4 1 GHz dual-core processor, 4,3 tommer 3D skærm på 480 x 800 pixels, stereoskopisk 5 megapixel kamera på bagsiden og kamera på forsiden til videochat.

Endvidere kommer telefonen med mini-HDMI port, WiFi (B,G og N), Bluetooth og Android 2.2 Froyo med LGs tilrettede brugerinterface. Selve telefonens byggekvalitet beskriver Intomobile, som solid med en høj grad af kvalitetsfølelse.

Telefonen har en rimelig vægt (169 gram), som understreger, at der ikke er tale om en billig telefon. Den indeholder 8 GB intern hukommelse, som kan udvides med et hukommelseskort.

Software og LG 3D brugerflade

Optimus 3D har samme brugerinterface og software, som LG Optimus 2X.

Der er mulighed for syv homescreens, og LG har som standard inkluderet en række widgets. Generet er der ikke så meget nyt på brugerinterface-delen sammenlignet med tidligere LG topmodeller – med undtagelse LG nye 3D brugerflade.

Optimus 3D kommer med en dedikeret 3D knap, som giver adgang til LGs 3D brugerinterface direkte fra telefonens homescreen eller via kompatible applikationer – såsom kameraet.

Et tryk på knappen, og 3D interfacet er slået til.

Iinterfacet består af en 3D karrusel, der så fremviser 3D-effekten og samtidig giver adgang til fem forskellige områder: YouTube, Galleri, Spil & Apps, Kamera og guide.

Telefonen kommer med et par 3D spil præinstalleret bl.a. Lets Golf 2, Nova, Asphalt 6 og Gulliver’s Travels’.

De fleste af spillene kører ifølge Intomobile fint, og 3D effekten er rigtig god. Men selve synsvinkelen på 3D skærmen er begrænset, og da spil ofte benytter telefonens indbyggede accellerometer, så kan det give problemer.

Det kan simpelthen være svært at spille spil og bibeholde 3D effekten pga. den begrænsede synsvinkel. Derfor er de medfølgende spil også i høj grad optimeret til kun at bruge on-screen taster til spilstyringen.

I nogle af spillene og i f.eks. galleriet er det muligt at justere dybden af 3D billedet. Dette hjælper specielt, hvis man får hovedpine eller bliver svimmel af 3D-effekten.

Web browser, multimedia og kamera

LG har tilpasset den indbyggede webbrowser ganske meget. De fleste navigeringsmuligheder er godt gemt væk i forskellige menuer, og der er masser af skærmplads til browseren. Alle unødige knapper er simpelthen gemt væk.

Browseren er hurtig, og Adobe Flash indhold kan vises i browseren. Telefonen understøtter DLNA, og der er en micro-HDMI udgang, så det er muligt at tilslutte telefonen til et TV.

Optimus 3D har indbygget to 5 megapixels kameraer på bagsiden, som benyttes til stereoskopisk 3D optagelse – både video og stillbilleder. Telefonen kan dog kun tage 3D billeder i 3 megapixel og optage 3D video i 720p.

Hvis man kun benytter 2D, så kan den klare 5 megapixels i still-billeder og 1080p HD video.

Batteriet

Optimus 3D kommer med et 1500 mAh batteri, som nok er lige i underkanten.

Batteriet rækker til to timers brug, hvis man spiller 3D-spil.

Batterilevetiden er desværre et stor minus ved telefonen.

Bedømmelse

Intomobile vurderer LG Optimus 3D til at være en nyskabende telefon.

Batterilevetiden trækker en del ned, men selv uden hele 3D delen, så er der tale om en solid smartphone.

Plusser og Minusser

Plus
– At tage 3D billeder og video er sjovt – også selvom det er en gimmick
– Den store 4,3” brillfri 3D skærm
– Blærerøvseffekten – 3D er for blæret
– Alt i alt en fremragende telefon selv uden 3D effekten

Minus
– 3D effekten mangler farver og giver mere matte billeder
– Batterilevetiden
– 3D effekten kan give hovedpine
– 3D kameraet tager kun 3 megapixels billeder