Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Mit liv med Apple iPad - en blog fra et nyt liv med IT

Mit liv med Apple iPad - en blog fra et nyt liv med IT

Blog: Hvordan er livet med en Apple iPad i tasken? Kan den ændre ens medievaner? Her beskriver en selverklæret multinørd, hvordan hverdagen tog en ny drejning.

Carsten Worsøe er  Cross Media Manager for Nordjyske Medier.
Carsten Worsøe er  Cross Media Manager for Nordjyske Medier.

Blog af Carsten Worsøe

Nedenstående blog-indlæg, "Mit Liv med iPad", er skrevet af Carsten Worsøe, der er Cross Media Manager for Nordjyske Medier, men ansvar for innovation af produkter og koncepter for nye medier.

I perioden fra 2004 til 2010 var han chef for DR P3.

Carsten Worsøe er selverklæret multinørd med passion for radio, positionering, programmering, markedsføring, journalistik og branding.

De første indtryk af iPad

Lad mig slå det fast med det samme: Jeg er ikke Apple-fanatiker, og bryder mig ikke om den religiøse strid, der ofte står mellem platformene.

Jeg er varm tilhænger af innovation, og elsker når verden tager et teknologisk skridt fremad - uanset hvem, der tager det første skridt.

Dette er ikke en reklame for Apple eller iPad, men en beretning fra livet med den første reelt praktisk anvendelige tablet-maskine, jeg har prøvet: Apples iPad!

Jeg valgte at anskaffe mig den mindste version på markedet, 16GB WiFi-iPad. Min erfaring fra iPhones siger, at hvis man er villig til at synkronisere film og tv-serier manuelt fra den PC eller Mac, som har iTunes-kontoens "master", kan man sagtens spare de penge.

Jeg valgte også at bruge et transportabelt WiFi hotspot fra teleselskabet 3, og dermed kan jeg nøjes med kun at have et 3G-abonnement til alle mine forskellige transportable apparater. Ellers kan det hurtigt blive en dyr fornøjelse at have en 3G-forbindelse til hvert apparat.

Apple tillader desværre ikke, at man laver en internetforbindelse med en iPhone til iPad (“Tethering”). Det er helt sikkert ikke en teknisk begrænsning, men nok snarere et trick, der skal sælge den noget dyrere iPad 3G-maskine - ellers kunne man jo bare bruge sin iPhone som 3G-forbindelse til sin iPad.

Jeg valgte en stand som tilbehør (uden fast keyboard), et standard bluetooth Apple keyboard, samt apples semi-læder taske. Standen er yderst anvendelig og tung nok til, at jeg ikke er bange for at iPaden vælter, mens det er mere upraktisk at have keyboardet med rundt.

Jeg bruger det kun sjældent (dog er denne artikel skrevet på iPad med eksternt tastatur).

Tastaturet må nok betegnes som et fejlkøb, mens etuiet til gengæld er tæt på at være uundværligt. Der er efterhånden en del tredjeparts-etuier på markedet, men min erfaring er, at Apples originale etui klart er det bedste.

Det første indtryk fra pakken med iPad er imponerende lækkert. Og der er den provokerende detalje med, at HELE manualen er den lille lap, der ses på fotoet. iPad er en lækker sag at holde, og man forstår hurtigt at komme i gang med at bruge den. Den er meget hurtig, og dens respons på brugerinput er øjeblikkelig.

iPad manual
iPad manual

I gang med brugen

Noget af det første jeg gjorde efter at have forbundet min iPad til nettet, var at besøge AppStore; nu skulle der hentes masser af lækre apps, der rigtig bruger skærmen og iPad'ens størrelse.

Jeg valgte at investere i tekstbehandling, regneark og præsentation fra Apple, dertil et par spil (den obligatoriske 7-kabale og "plants vs. zombies", der angiveligt er meget populær i mine ungers gymnasium).

iPad kører iPhone apps fejlfrit, og funktionen, hvor billedet bliver forstørret virker fint, selv om en del apps bliver noget grynede af at blive forstørret.

Imidlertid er det først, når en app er lavet specifikt til iPad, at tingene bliver rigtig gode: email-programmet er intet mindre end eminent, web-browsing fungerer hurtigt og fejlfrit i Safari-browseren, og man bruger de rigtige websites, ikke de nedskalerede mobilsider. 

Og kalenderen er smukt lavet og en ren fornøjelse at bruge. 

Email opsætningen fungerer provokerende nemt, især er der gjort meget ud af, at det er nemt at sætte den op til at bruge firmaets exchange-konto til både email, kalender og kontakter.

iPad bliver meget nemt det primære apparat, man bruger til emails, og tager med til møder til notater og kalender-aftaler.

Den er ganske enkelt nemmere og sjovere at bruge i 9 ud af 10 tilfælde; sammmenlignet med en bærbar PC.

De seneste 10-15 år har det været utænkeligt for mig, at jeg ikke havde min bærbare kørende derhjemme om aftenen og i weekenden. Men siden jeg fik min iPad, har jeg kun sjældent brugt min bærbare derhjemme, mit hjemmearbejde er enten foregået på en stationær PC (til det rigtig grove arbejde), eller på min iPad (til lige at tjekke mailen, kalenderen eller surfe på nettet).

Avanceret brug og iTunes store

iPad har ikke noget traditionelt filsystem, det er de enkelte apps, der "ejer" deres data. Derfor skal man ikke gemme dokumenter fra Pages, Numbers og Keynote i traditionel forstand.

Det har jeg ikke vænnet mig til endnu, og jeg endte hurtigt med at installere Dropbox. Også fordi det er et rigtig smart program, når der skal synkroniseres mellem iPad, Mac og PC.

Netop fordi en iPad næppe bliver den eneste maskine, jeg bruger, er det problematisk at Apples egen iDisk lader en del tilbage at ønske. I praksis er jeg endt med at bruge mails til at sende dokumenter mellem mine egne maskiner - eller at bruge Dropbox til udvekslingen.

iPad spås af visse ligefrem at bliver avisers redning. Og dens potentiale som e-reader er helt i top - forudsat at appen udnytter dens potentiale rigtigt. Hvis man som mediehus tror, man er reddet ved at lægge en pdf-udgave af papiravisen ud til iPad-bruger, bliver man helt sikkert skuffet. 

Potentialet i, at tingene kan blive interaktive (ikke mindst reklamerne) er stort, og læsningen af et glittet magasin på en iPad er faktisk en bedre oplevelse end på papirudgaven, hvis de har gjort det rigtigt.

Her er Sciene Magazine blandt de bedste, hvor grafikken er stationær i baggrunden, mens teksten scroller i forgrunden, og man kan bruge flere forskellige gestures (også flerfinger) til at bladre.

Også Time Magazine er helt fremme i skoene, og annoncerer ligefrem at iPad-udgaven kommer til at koste mere end papirudgaven, simpelthen fordi det er en bedre oplevelse for læseren!

Også tegneseriemarkedet har øjnet muligheder for at give læserne en bedre oplevelse, og når det bliver gjort helt rigtigt på iPad er det en lækker oplevelse at bladre, zoome og læse på den. 

iPad er ret god at se serier på - især hvis man er alene. Kvaliteten er i top, og den indbyggede højttaler spiller ret pænt. 

Jeg er komplet vild med iBooks. Jeg ved godt, at udvalget er større i Kindle, men iBooks er lige et nummer lækrere at bruge. Amazon: Kom så med en bedre app!

Med en dansk iTunes-konto er man fortsat sørgeligt begrænset i udvalget i iTunes med hensyn til film, serier og andet. Det er mig simpelthen ubegribeligt, at det skal tage så lang tid - men den sidder jo formentlig fast i en dødsspiral af jura, med DJØF’ere, der desværre aldrig har haft travlt med at favne fremtiden (eller nutiden for den sags skyld), når det drejer sig om at lave progressive forretningsmodeller for indhold på net og mobil. 

Livet med en iPad

Min iPad er nok det bedste kontakt-medie, jeg nogensinde har oplevet. Jeg har oplevet, at få flere nye fremmede falder i snak med mig end nogensinde før, når jeg tager min iPad frem offentligt. 

Jeg boede på hotel for nyligt, og tænkte at jeg ville teste reaktionen i baren om aftenen. Det var en ubetinget succes, og maskinens wow-effekt er helt imponerende høj. Folk må bare prøve den, også selv om de skal tage kontakt til en komplet fremmed! 

Nu er det som regel klogt, at tage sin sunde skepsis frem, når en producent påstår, at de vil revolutionere et marked. Og historien er da også sørgeligt fyldt med grumme forkerte spådomme. 

Tablet har som sådan været på vej i mange år, men er ikke slået igennem før iPad. Så ændrer den spillet? Jeg vil vove den påstand, at iPad vil betyde gennembruddet for tablets, og at den hurtigt vil få følgeskab af en masse lignende apparater.

Det tyder på, at de små netbooks til gengæld går en krank skæbne i møde: Det er simpelthen sjovere og mere praktisk at have en iPad end en lille (ofte langsom PC), og de ligger stort set i samme prisklasse.

Karakteren til iPad

Samlet må karakteren til iPad være et stort 10-tal (på den nye skala).

Det er den første tablet, der reelt har ændret brugernes adfærd i retning af større og bedre mobilitet, og den er et fremragende produkt, som jeg er blevet ved med at bruge på farten - også efter den indledende fase med fascination.

/Carsten Worsøe

Info:
Dette blog-indlæg er skrevet af Carsten Worsøe, Cross Media Manager for Nordjyske Medier, og er ikke nødvendigvis et udtryk for nærværende medie, Mobilsiden.dk's, holdning.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her


Kommentar

Søren 28-07-2010 13:14:02

Jeg tænker at det må være irriterende at der fx ikke er USB-stik, at der ikke er et egentlig filsystem mm.?

0 0
TheFattiShow 23-07-2010 01:48:34

Jeg har været så heldig, at jeg kunne købe en iPad da jeg var i USA i maj og jeg har aldrig været så glad for en gadget, som jeg er for denne! Det skulle lige ha' været da man fik sin første iPhone, men ellers ikke!
Jeg bruger stort set aldrig min MacBook mere! Hverken til billeder, video, musik, regninger/ netbank eller surfing på nettet! Det er nemlig bare så forbandet enkelt på dette lille vidunder og samtidig sker alt så super hurtigt!
Jeg kan virkelig kun anbefale alle at købe en, så snart de ankommer til jordens centrum og det kan vel for faen ikke tage så lang tid mere... Og til den tid blusser min glæde sikkert op igen, da der jo nok er en dansk opdatering i kølvandet på den nordiske release!?! ;)

0 0
Jesper Søgaard 22-07-2010 18:46:06

Jeg er lige hjemvendt fra en tur til Italien og jeg rendte hurtigt i en butik hvor de havde iPad. Jeg måtte jo bare ind og have en mellem hænderne.

Først vil jeg sige at da jeg så den tænkte jeg "Den må jeg bare eje". Det var egentlig mest pga. wow-faktoren og ikke så meget fordi jeg havde et behov for den.

Da jeg så fik den mellem hænderne var det en helt speciel følelse. Jeg strøg ind på EB.dk for at opleve hvordan den er at læse nyheder på. Siden sprang nærmest frem og jeg blev overrasket over hvor glidende den er i navigeringen rundt på selv en tung side som EB.dk. Man behøver ikke zoome for at kunne læse underoverskrifterne.

Der er ingen tvivl om at jeg på et tidspunkt skal eje en iPad, men det kræver at jeg får overbevist mig selv om at den dækker et behov som jeg ikke får dækket vha. min Desire og min MacBook.

Ellers vil jeg sige dejlig artikel og godt at høre om en persons oplevelse af iPad i hverdagen.

0 0
22-07-2010 11:31:36

Hej,

Tak for kommentarerne - ja, jeg synes også det er synd den ikke er på markedet endnu. Rygterne siger primo september for Danmark; men det er ikke sikkert.

@kjfhsf: For mig skete der en stor ændring, da jeg anskaffede min første iPhone. De to Nokiaer jeg havde inden var teknisk set også smartphones, men jeg prøvede f.eks. kun at surfe på nettet en enkelt gang, fordi det var en dårlig og bøvlet oplevelse. iPad har for mig lavet et tilsvarende spring fremad i mobil brugeroplevelse, så jeg mener ikke man kan kalde den en stor iPod! Men det er bare min oplevelse med den.

Jeg skal ikke kunne sige, at jeg kender til alle detaljer i alle problemer der er med at udvikle online forretningsmodeller. Men jeg kan klart se, at brugerne gerne vil "handle" musik, tv-serier, bøger, film og andet indhold online. Og hvis koncernerne ikke prioriterer at lave en ordentlig model for lovlige køb, så er de på vej mod underskud og potentielt underskud.

Jeg reagerer på, at udbuddet i iTunes i DK er meget mindre end det er f.eks. i USA. Det er efter min mening udtryk for gammeldags tænkning, at koncernerne tilsyneladende ikke giver det absolut topprioritet at tilbyde en masse lækkert indhold.

Min personlige erfaring med jura-afdelinger er, at de tit har mere travlt med at finde problemer end med at løse dem. Det er sikkert en del af deres fag, at tingene bogstavelig talt skal holde i byretten; men jeg mangler endnu personligt at opleve en jura-afdeling der siger "det er vanskeligt, men vi kommer op med en løsning". Måske har jeg blot været uheldig - det håber jeg faktisk at jeg har; og at du har ret i dit modsvar ifht. DJØF'ere.

0 0
kjfhsf 21-07-2010 15:24:56

Meget af dette sagde man også da iPhone'en kom frem. Jeg bruger personligt min iPhone mere end min MacBook. Jeg bruger den til email, surf osv. Altmuligt. iPad'en har så en stor skærm med de fordele det giver for medieforbrug. Men skete den radikale ændring af ens computerbrug ikke i virkeligheden allerede med iPhonen? Nu har jeg ikke selv en iPad, så jeg skal ikke kunne sige det.

Og, hey! Hvad sker der med kritikken af DJØF'erne? Der er jurister ansat hos de store rettighedshavere, javel, men det er altså ikke den enkelte jurist som bestemmer hvordan rettighederne til et produkt, fx en TV-serie, skal administreres. Det afgøres af hvilke interesser som er stærkest og hvordan disse interesser mener de kan tjene flest penge. That's it. Det var et lynkursus i hvordan samfundet er struktureret.

Hvis du forestiller dig at det er forbenede DJØF'ere som sidder på dunkle kontorer og spærrer for den skønne, smukke fremtid, må du altså ud af medieverdenen og se dig lidt omkring.

Du ved. Du skal overtale dem som rent faktisk kan tage nogle beslutninger. Ikke latterliggøre dem som administrerer beslutningerne.

Og hvis du ikke har argumenter som kan overbevise de stærkeste interesser om at din forretningsmodel er bedre end deres, så er det ærgerligt. Man driver nu engang forretning for at tjene penge, og hvis man kan tjene flere penge ved at gøre som man gør nu, end ved at gøre som du synes, så gæt engang hvad der kommer til at ske.

0 0
gielsgaard 21-07-2010 13:51:58

Jeg tror også at tablets kommer til at erstatte de fleste bærbar i hjemmene,hos mange står de bærbare og bliver "kun" brugt til mail,surf og Facebook mm,så med størrelsen og vægten vil de vinde over den bærbare,man kan læne sig tilbage i sofaen og hygge sig,men det bliver spændende at se andre producenters bud,dem jeg har set rundt omkring på nettet,er knap så lækre som Ipad,men mon ikke der kommer noget brugbart fra andre,men de skal se at komme igang ellers bliver det op ad bakke for dem.

0 0
Tobias 21-07-2010 14:04:01

ja den er super til det lage mig i foaen igår aften og slænge mig, med den bærbar og der gik ikke særlig lang tid idnen den irtieret mig fordig den var så uhandig af bære på nette på og skrive ogskærmen var for lang væl kan så også have noget med mit syn men når jeg bruger min ipad er det bare af slænge sig til bage og sufe tjæke mail jeg bruger den også til af se nogole tv serie x-files og band of brothers og er baree en beder oplevelse

0 0

Om brug af cookies