Mobil-tv i Danmark med 30 kanaler fra 2010

I november 2010 kan danskerne se tv på mobilen i ultra skarp kvalitet.

Mobil-tv i Danmark med 30 kanaler fra 2010

Om blot to år er rigtigt mobil-tv via standarden DVB-H tilgængelig i Danmark. Det ligger fast efter Boxer er valgt, som såkaldt gatekeeper på det jordbaserede digitale sendenet.

 – "Der er ikke tale om ‘hvis’, men ‘når’ mobil-tv bliver en realitet. Det ligger i vores strategi og forretningsplan, og er noget vi har forpligtet os til at indføre", siger Steen Ulf Jensen der er direktør i Boxer tv A/S.

Dermed åbnes for alvor en ny æra i dansk tv-historie.

Boxer går nu i gang med at opbygge et sendenet, som når ud i hele Danmark. Vurderingen er, at man fra de nuværende digitale tv-sendemaster, vil kunne dække stort set hele landet med mobil-tv udendørs – man mener dog, at det er en nødvenlighed også at have god dækning indendørs, og netop derfor kræves flere sendepositioner.

Samarbejde vigtig for succes

Det er afgørende for mobil-tv’s succes, at forretningsmodellen er attraktiv for både programudbydere, mobilkunderne og ikke mindst teleselskaberne.

 – "Jeg mener klart det er vigtigt, at teleselskaberne er med ved bordet, for at vi ikke ender i slagsmål om teknik. Vi skal lave en model, som udnytter mobil-tv via luften samt selskabernes 3G-mobilnet", lyder det fra Steen Ulf Jensen.

I Italien har 700.000 mobilkunder mobil-tv. Her kombineres de to teknologier uden problemer. Steen Ulf Jensen forestiller sig, at 3G-datanettet kan benyttes til korte indslag og ekstra features, mens det rigtige sendenet leverer tv-kanaler i flow.

Boxer direktøren mener der de næste fem til otte år, vil ske et skift i hvordan danskerne ser og bruger tv.

BFE: Mobil-tv sælger flere mobiler

Udsigterne til DVB-H baseret mobil-tv i Danmark får det store smil frem hos Branchen Forbrugerelektronik (BFE), der tidligere på Mobilsiden.dk har meldt ud, at mobilsalget i år stagnerer.

 – "Hvis politikerne på Christiansborg er hurtige til at frigive frekvenserne til mobil-tv tror vi i BFE, at salget af mobiltelefoner igen går frem", siger direktør Niels Jørgen Langkilde.

Både Langkilde og Ulf Jensen giver udtryk for store forventninger til Nokias kommende N96, der både har Turbo 3G og DVB-H til mobil-tv indbygget. Produktet ventes i handlen efter sommerferien.