Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Mobilen afslører fulde lastbilchauffører

Mobilen afslører fulde lastbilchauffører

I Japan er det slut med at køre lastbil, når man er beruset. En ny alkoholtest til mobilen afslører chaufførerne, inden de drejer nøglen og starter lastbilen.

Det er slut med fulde, japanske lastbilchauffører. Ved hjælp af et system kaldet ALC-Mobile bliver chaufførerne afsløret, hvis de har drukket, inden de skal ud og køre.

Før chaufførerne kan køre, skal de nemlig blæse i et tilbehør til mobiltelefonen og sende resultaterne og en film af test-seancen til deres arbejdsgiver.

ALC-Mobile kommer som et resultat af, at man i Japan har store problemer med fulde chauffører af såvel lastbiler, busser og taxaer.

Tidligere har alkoholtests været problematiske, fordi arbejdsgiveren af gode grunde ikke kunne stå ved siden af hver enkelt ansat, når testen skulle udføres. Og eftersom det gamle system ikke kunne kende forskel på, hvem der blæste i alkometeret, kunne chaufførerne nemt snyde.

Men det har producenten KDDI lavet om på. Ved at kombinere alkometeret med en mobiltelefon har virksomheden lavet en løsning, der sikrer, at den, der tager testen, også er den, han giver sig ud for at være.

Det foregår ganske enkelt på den måde, at en kameramobil filmer situationen, hvor chaufføren blæser i alkometeret. Det samlede resultat, som både afslører identitet og alkoholpromille, sendes herefter til arbejdsgiveren via mobilen.

Indtil videre har der været stor interesse for ALC-Mobile i Japan. 30 firmaer har allerede købt systemet, der koster 4.200 kroner per sæt.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies