Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Mobilen blev flittigt brugt juleaften

Mobilen blev flittigt brugt juleaften

TDC melder om heftig trafik på mobilnettet juleaften. Mobilforbruget er blevet en rettesnor for aktiviteten i samfundet.

Onsdag var ikke en normal onsdag. Det var juleaften, og det kunne tydeligt ses på mobilforbruget.

Både samtaler, sms'er og mms-billedbeskeder gav store udsving i statistikkerne den 24. december. Det viser en særkørsel af data for juledøgnet, som TDC har udarbejdet for Mobilsiden.dk

Sammenlignet med en almindelig onsdag blev der sendt 29 procent flere sms'er, mens mms nærmest eksploderede med hele 139 procent.

Selvom danskerne generelt er vilde med beskeder, betyder det ikke, at samtalerne er glemt. Således talte danskerne i mobiltelefonen 17,7 procent mere end i julen 2007, svarende til i alt 12,7 millioner minutter. I forhold til en normal onsdag var samtaleaktiviteten dog langt lavere.

Klokken 18 blev mobilen gemt væk

I tidsrummet mellem klokken 18 og 22, da julemaden blev serveret, juletræet tændt og pakkerne delt ud, deltog mobiltelefonen næsten ikke. Sms-beskederne faldt i dette tidsrum til langt under normalt niveau. Efter klokken 22, kom der igen gang i mobilen.

- "Statistikken for juletrafikken bekræfter endnu engang, at danskerens brug af mobilen er blevet en målestok for aktiviteten i vores samfund", fortæller Per M.E. Christiansen, kommunikationsrådgiver i TDC.

I juledøgnet sendte kunderne på TDC's mobilnet i alt 15,6 millioner sms'er.

Tallene er udarbejdet af TDC for Mobilsiden.dk, og omfatter mobilstatistik for 40 procent af det samlede antal mobilkunder i Danmark, i tidsperioden 24. december klokken seks til 25. december klokken seks.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies