Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Mobilen kan gøre eleverne mere engagerede

Mobilen kan gøre eleverne mere engagerede

Indlæring og opgaveløsning via mobilen motiverer skoleelever til at lære mere. Derfor vil idéen med tiden blive mere og mere udbredt, lyder det fra en ekspert på området.

Ved at bruge mobiltelefonen aktivt i undervisningen kan man få elever til at være mere engagerede og give dem lyst til at lære endnu mere.

Sådan lyder udmeldingen fra Lasse Juel Larsen, der er videnskabelig assistent ved Knowledge Lab på Syddansk Universitet, hvor de forsker i tendenser på mobilområdet.

Han mener, at interaktiv brug af mobiltelefoner kan behandle indlæring om både fortiden og nutiden - og det kan med fordel ske ved at blande fakta og fiktion.

- "De historiske muligheder er naturligvis tydelige, men elementer af spil og detektivarbejde kan også bruges til at lære om eksempelvis handel og politik. Dermed levendegør man stofområder på en interaktiv og engagerende måde, som adskiller sig fra at læse side 46 i lærebogen," siger Lasse Juel Larsen.

Det er kun toppen af isbjerget

Den 5. oktober bliver der sat fokus på fremtidsscenarierne for mobillæring, når det såkaldte 'Mobile and Pervasive Learning'-arrangement løber af stablen på It-universitetet i København.

Her vil det blive diskuteret, hvordan mobiltelefonen kan bruges som læringsredskab, og hvordan man tilrettelægger en mobil-læringsproces bedst muligt.

Ifølge Lasse Juel Larsen kan danskerne godt forvente at se meget mere til denne form for indlæring i fremtiden.

- "Vi har kun set toppen af isbjerget inden for denne genre, der endnu ikke er færdigudviklet. Ved at lægge en digital verden ned over virkeligheden, kan man skabe interaktion mellem de to. Så opstår der læringsprocesser, hvor man kan involvere skoleelever på en anderledes måde, hvilket motiverer elever til at lære mere," siger Lasse Juel Larsen.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies