Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Mobilen skal være endnu billigere i udlandet

Mobilen skal være endnu billigere i udlandet

Mobilpriserne er ikke faldet nok, lyder det fra EU-Kommissionen.

Det er stadig for dyrt at bruge mobiltelefonen, når man rejser til udlandet. Sådan lyder udmeldingen fra EU’s nye it- og telekommissær, Neelie Kroes.

Hun hæfter sig ved, at der stadig ikke er den helt store konkurrence på mobiltelefoni fra ét EU-land til et andet. I stedet ligger teleselskabernes priser meget tæt på den maksimumpris, som EU har fastsat for at sikre forbrugerne imod ubehagelige regninger.

- ”Det er Kommissionens opfattelse, at EU-reglerne giver teleselskaberne et stort råderum til at tilbyde mere attraktive roamingtakster, der ligger under de fastsatte grænser,” lyder det fra Neelie Kroes.

Siden sommeren 2007 er maksimumprisen for at foretage et opkald i et andet EU-land faldet fra 4,56 kroner til 3,62 kroner. Samtidig er prisen for at modtage et opkald faldet fra 2,23 kroner til 1,39 kroner.

Ifølge Neelie Kroes ligger gennemsnitspriserne for hele EU lige under disse grænser.  

Teleselskaberne har stort overskud på data

It- og telekommissæren er imidlertid ikke kun interesseret i at se lavere opkaldspriser. Det skal også gælde for data – det vil sige mobilt bredbånd eller internet via mobiltelefonen.

EU har bestemt, at teleselskaberne højest må opkræve 0,55 euro pr. MB (4,10 kroner) fra hinanden, når en fremmed EU-kunde låner netværket til data. I gennemsnit betalte kunderne 2,66 euro pr. MB (19,80 kroner), hvilket giver et overskud på 15,70 kroner til kundens teleselskab i hjemlandet.

- ”Kommissionen forventer, at teleselskaberne lader besparelserne på engrosniveau gå videre til forbrugerne som lavere detailpriser, hvilket vi fortsat vil overvåge,” lover Neelie Kroes.

Fra i dag er der kommet et nyt loft på forbrug af data i et andet EU-land. Det kan du læse mere om på Mobilsiden.dk ved at klikke på "Ferie-mobilen bliver billigere i år".

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies